Generation Z er navnet på den generation, der i disse år træder ind på arbejdsmarkedet. Og de vil have et job med mening og læring, ellers siger de stop. Det skal virksomhederne lære at håndtere, mener ekspert.
Ansætter man unge mennesker fra den såkaldte Generation Z (født mellem 1996 og 2010), så skal man gøre sig klart, at disse kommer med et andet sæt krav og forventninger til arbejdspladsen – end de generationer, der kom før dem.
Mangel på læring og udviklingsmuligheder er den vigtigste årsag til, at unge voksne mellem 29 – 44 år, de såkaldte millennials, siger deres job op. Ifølge en ny survey fra Deloitte, angiver 19 procent af danske Gen Z’er, at mangel på lærings- og udviklingsmuligheder som den vigtigste årsag til, at de sagde deres seneste job op.
“Man kan sige, at der er fit in or fuck off, og Z’erne er rimelig hurtige til at vælge det sidste, hvis de ikke kan se mening med arbejdet, så er de hurtige til at afsøge andre muligheder,” siger Karen Christina Spuur, der er ledelseskonsulent og forfatter til bogen Ledelse på Tværs, i podcasten Kapitlet
Det er kun lønnen, der ifølge surveyen er et vigtigere argument for de unge, når de vælger at kvitte jobbet og sætte jagten ind på noget nyt og bedre.
”Det er en vigtig besked til arbejdsgiverne i en tid, hvor alle taler om livslang læring, men få har knækket koden”, siger partner Nikolaj Malchow-Møller, der er Head of People & Purpose i Deloitte.
Samtidig er det en idealistisk generation, der træder ind på arbejdsmarkedet i disse år, og de unge forventer i vidt omfang, at deres arbejdsgiver på en eller anden måde deler de idealer, de selv har.
irka hver anden Gen Z’er og millennial har afvist en opgave eller arbejdsgiver efter etiske overvejelser. Og seks ud af ti oplever i dag, at der er nogenlunde eller meget stor overensstemmelse mellem deres nuværende arbejdsgivers værdier og deres egne.
Fire ud af ti mener desuden, at virksomheder har en ret eller meget positiv effekt på resten af samfundet. Det gælder lige fra at beskytte miljøet, menneskerettigheder, mental sundhed, adgang til uddannelse, fattigdom og etisk brug af teknologi. Deres globale generationsvenner mener i endnu højere grad, at virksomheder har en rolle at spille i samfundsudviklingen.
”Hvis man kobler det med, at miljøet er deres største bekymring, og at flere end otte ud af ti unge voksne finder, at ’purpose’ er vigtigt for deres jobtilfredshed, så peger det på en vigtig prioritet for de arbejdsgivere, der ønsker at tiltrække og fastholde unge talenter”, siger Nikolaj Malchow-Møller.
Samtidig mener Karen Christina Spuur, at der også hviler et stort ansvar på de unge, der kommer ud i deres første rigtige jobs. Her bør man nemlig ikke bare forvente, at tilpasningen kun går én vej.
“Det er en rigtig vigtig pointe. De kan ikke forvente, at arbejdspladsen bare tilpasser sig dem hele vejen genne. Men virksomheden må også hjælpe dem til at forstå, hvordan arbejdspladsen er. Hvad er det for nogle krav, man kan stille? Hvor kan den unge blive imødekommet, og hvor er der ikke mulighed for det.”