AI buldrer frem alle steder i det danske erhvervsliv, ikke mindst i transportsektoren, hvor mange virksomheder allerede har taget de nye teknologier til sig. Og ifølge Rasmus Prehn, formand for Transportudvalget, skal politikerne ikke regulere området – før de kender evt. problemer.
Den danske transportsektor har taget AI til sig i vidt omfang, og de mange nye teknologier hjælper både virksomhederne selv med at effektivisere sine arbejdsgange, ligesom det ofte letter arbejdet internt i virksomheder, når mange forskellige sprog skal tale sammen i hverdagen.
Hos en virksomhed som DFDS spiller AI en rolle allerede fra kundens første booking og hele vejen til godset når frem til sit bestemmelsessted.
Under dagens konference, Transportens Årsdag, der løb af stablen i Vilhelm Lauritzen Terminalen ved Københavns Lufthavn fortalte Rasmus Prehn (S), formand for Folketingets transportudvalg, at politikerne ifølge ham bør afholde sig fra at regulere området, før evt. problematikker har vist deres ansigt.
“Der er et kæmpe potentiale ved AI, og det kan give meget mere effektivitet og hjælpe med at udnytte kapacitet bedre på alt fra halvtomme lastbiler til jernbanenettet. Jeg synes, at vi som politikere skal lade teknologien løbe sig selv i gang, før vi begynder at regulere den. Det er et galt sted at starte,” sagde han fra scenen.
Hos DFDS var CTO, Rune Frølund Keldsen, dog mindre optimistisk omkring behovet for, at poltikerne holder lysten til at regulere AI for sig selv, indtil evt. problematikker har vist sig.
“Man skal ikke undervurdere behovet for regulering. Den data, der indsamles, ska vi sikre, behandles med den rette etik, ikke mindst overfor forbrugeren.”
Carit Benike, head of IT ved DB Cargo, ser ligeledes store muligheder i brugen af AI, ikke mindst når det kommer til forbedrelse og fastholdelse af konkurrenceevnen og muligheden for at overvåge evt. skader på materiellet. Også han er skeptisk overfor for meget og for hurtig regulering af AI.
“AI giver enorme mængder data, og den skal selvfølgelig behandles ordentligt, men jeg synes, vi ofte ser politisk indgriben og lovgivning, der er meget lidt gennemtænkt. Jeg mener, at man skal regulere, når der er brug for det, ikke bare fordi man kan.”