En analyse af over 7 milliarder email viser, at brugere narres af tilsyneladende rene links og at ondsindede EML-vedhæftninger er tidoblet i fjerde kvartal af 2023. Derfor skal virksomheder være klar til at beskytte sig selv.
De færreste er længere i tvivl om, at cyberkriminalitet og hackere spiller en stor rolle for moderne virksomheders trusselsniveau, og at de vil fortsætte med at udgøre en stor trussel i fremtiden.
En ny rapport fra VIPRE Security Group forudser på baggrund af analyse af syv milliarder e-mails, hvordan året 2024 vil udfolde sig indenfor it-sikkerhed.
Analysen viser blandt andet, at man i 2024 vil se QR-koder stå for skud og at “quishing”, altså brugen af manipulerede eller hackede QR-koder vil stige. Brugen af AI til at generere indhold til spam-mails, herunder deepfakes, vil efter alt at dømme også stige, og yderst personaliseret social media mining vil gøre det samme.
“Når man ser på de typer angreb, vi ser i dag, så kan de fleste af dem forhindres. Det kræver bare de rette værktøjer, men mange virksomheder aner ikke, at det er en mulighed, fordi man ofte ikke har samme fokus på emails, som man har med netværkssikkerhed. Og det er trusselsaktører desværre yderst opmærksomme på,” siger Usman Choudhary, General Manager, VIPRE Security Group.
Ifølge rapport er bedre netværkssikkerhed nøglen til at stække de it-kriminelle, der i så fald må ty til andre metoder, men rapporten viser også, at der med den øgede sikkerhed er en øget risiko for at virksomhedernes indbakker vil stå for skud.
Da indbakkerne ofte kun er beskyttet af menneskerne og et anti-virus program, bliver hackerne ved at bruge dette smuthul til at køre helt basale men vedholdende angreb, og de er kun blevet mere kreative, hvilket den markante vækst i hackerangreb i 2023 ifølge rapporten er et bevis på.

