Regeringen har planlagt at investere 900 millioner kroner i erhvervsuddannelserne frem mod 2030, men en ny analyse får Dansk Håndværk og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) til at opfordre regeringen til indfase pengene hurtigere.
Regeringen har tidligere på efteråret lagt op til en markant investering i landets erhvervsskoler, der i fremtiden skal uddanne langt flere faglærte, end det er tilfældet i dag, hvor erhvervslivet allerede oplever stor mangel på arbejdskraft inden for en lang række fagområder.
Men en ny analyse fra AE for nu organisationen til at opfordre regeringen om at fremrykke investeringerne i erhvervsskolerne.
”Vores arbejdsmarked står med en kæmpeudfordring. Vi ved fra tidligere fremskrivninger, at der kommer til at mangle omkring 100.000 faglærte i 2030, men de nye tal viser, at der allerede nu er tegn på mangel på faglært arbejdskraft. Det giver risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne allerede nu kan mærke manglen på faglærte,” siger Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Nyt direktiv lurer forude
I dag er der rekordlav ledighed blandt faglærte. I 2022 var tallet på kun 2,1 procent i 2022, hvilket er lavere end den hidtidige rekord, der var lige inden finanskrisen brød ud i 2008.
Hos Dansk Håndværk deler adm. direktør, Morten Frihagen AEs bekymring for, om investeringerne i erhvervsuddannelserne går hurtigt nok til at dæmme op for den store mangel på arbejdskraft, der findes allerede i dag.
“Jeg deler deres ide om, at pengene bør falde hurtigere. Vi står med en stor og stigende udfordring, og vi kan ikke vente på at hjulene kommer op i omdrejninger,” siger han.
Samtidig advarer han mod den store udfordring, der lurer forude, når EUs kommende bygningsdirektiv vil stille helt nye krav til den grønne omstilling af private og offentlige bygninger. Dette vil ifølge Morten Frihagen skabe yderligere efterspørgsel på den i forvejen stærkt efterspurgte arbejdskraft.
“Direktivet kommer til at omfatte hele EU, ikke bare Danmark, og dermed kommer der øget konkurrence fra resten af Europa om den arbejdskraft, der findes. Det betyder også, at de håndværkere, vi nu henter i udlandet, kan blive i deres eget land, tæt på deres familier, og løse opgaven omkring EU-direktivet. Samtidig kan den øgede konkurrence få priserne på arbejdskraften til at skyde i vejret,” siger han.
Fremskrivninger viser, at Danmark kommer til at mangle cirka 100.000 faglærte i 2030, og samtidig kæmper erhvervsuddannelserne med dalende elevtal, hvilket har medført besparelser og nedskæringer på uddannelsesstederne. En tidligere analyse viser, at erhvervsuddannelserne har mistet i alt 1,8 milliarder kroner i de årlige budgetter siden 2010. Det svarer til hver fjerde krone af erhvervsuddannelsernes samlede budgetter i 2010.
”Hvis erhvervsuddannelserne skal fremstå som et attraktivt uddannelsesvalg, der kan tiltrække flere elever, både unge og voksne ufaglærte, er der brug for nogle saltvandsindsprøjtninger. Regeringen har derfor fat i den lange ende, når den vil investere i erhvervsuddannelserne,” siger Emilie Agner Damm.
Skal investeringerne fremrykkes, mener Morten Frihagen dog, at det skal gøres med stor omtanke, og at der ikke blot skal kastes flere penge efter uddannelserne nu og her. For udfordringerne er meget forskellige fra skole til skole.
“Det er mit eneste lille forbehold; at det skal tilrettelægges grundigt og på den bedst tænkelige måde. Nogle skoler skal opdatere maskiner, andre skal forbedre lokaler, mens andre skal finde mere personale. Så ja, der skal flere penge til hurtigere, men det skal gøre med fornuft og stor omtanke.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

