I en ny TV 2-dokumentar råber medarbejdere på danske Michelin-restauranter op om dårlige arbejdsvilkår, der bl.a. omfatter umenneskelige arbejdsmængder, nedladende chefer, brudte overenskomster og stress til op over begge ører.
At der kan være en hård tone og generelt hårde forhold for de ansatte i restaurationsfaget er en gammelkendt nyhed, som fra tid til anden kommer frem i mediebilledet.
I en ny dokumentar sætter TV2 nu fokus på de arbejdsforhold, der hersker på de danske Michelin-restauranter, der ellers høster stor dækning i mange danske medier.
I dokumentaren ‘Den bitre smag af Michelin’, løfter en række nuværende og tidligere ansatte sløret for, hvad der egentlig foregår på nogle af landets fineste restauranter.
“Der må kunne skrues nogle steder, så man kan holde et niveau uden at udnytte folk så groft på deres tid og på deres velvære,” siger en tidligere restaurantchef på Kokkeriet i dokumentaren.
I dokumentaren fortæller de medvirkende blandt andet om at være ansat på normale kontrakter på 37-40 timer om ugen og i stedet blive bedt om at arbejde mellem 60-80 timer hver uge. Uden overarbejdsbetaling, afspadsering eller lignende foranstaltninger.
“Overarbejde var noget, jeg havde forventet. Men jeg havde et større problem med mængden af tid mellem vagter. Jeg var mere eller mindre vant til noget lignende (hvad angår overarbejde, red.), fordi jeg har været i branchen. Men jeg var ikke vant til at gå fra arbejde til at være hjemme i måske seks-syv timer og så gå tilbage på arbejde igen,” siger en tidligere tjener og bartender på Barr, der er en restaurant i Noma-familien.

