Restaurant Flammen kan se tilbage på et år, der får en særlig plads i historien om den familieejede kæde af grillbuffet-restauranter.
I 2024 nåede Restaurant Flammen sin højeste omsætning nogensinde, blandt andet takket være to nye restauranter. Bruttofortjenesten steg med 21,3 procent, og overskuddet før skat blev 31,1 mio. kr. – næsten en fordobling fra året før, hvor det var 17,1 mio. kr.
Det fremgår af regnskabet for koncernen, som driver 15 egne restauranter og to franchise-restauranter.
“Det er jo med kæmpestor glæde, at vi kan se tilbage på 2024 og den meget positive udvikling i Restaurant Flammen i et uroligt marked. Det bekræfter for os, at vi med vores grillbuffet-koncept og atmosfære rammer noget, danskerne virkelig kan lide,” siger adm. direktør Piet Klein.
Han tøver heller ikke med at fremhæve Restaurant Flammens cirka 780 medarbejdere, og derfor er han særligt glad for, at rekordregnskabet og væksten går hånd i hånd med den til dato bedste medarbejdertilfredshed i kæden.
“Vi har et enestående hold af medarbejdere, som sammen skaber stemning og ramme omkring gode madoplevelser i vores restauranter. Når vi kan vækste på stort set alle parametre og samtidig løfte tilfredsheden med Restaurant Flammen som arbejdsplads, så tegner det lyst for vores fortsatte ambitioner om yderligere vækst,” siger han.