Andelen af unge uden job og uddannelse er stigende i størstedelen af kommunerne i Jylland og på Fyn, mens andelen i samtlige kommuner i hovedstadsområdet er faldet, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
43.000 unge står i dag uden job og uden uddannelse at stå op til om morgenen. Det svarer til 6,4 procent af alle 15-24-årige, og ligger altså mere end tre procentpoint over politiske målsætning om at højest 3,5 procent af de unge må befinde sig i denne situation i 2030.
Ser vi på landkortet, så springer Lolland Kommune i øjnene; her er 12,7 procent hverken i job eller under uddannelse, og oppe i samme liga finder vi kommuner som Jammerbugt, Læse og Langeland.
”Udviklingen går i den forkerte retning i alt for mange kommuner. Det er bekymrende, at vi ser de her store geografiske forskelle,” siger Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Kigger vi i den anden ende af skalaen, så ser vi, at der i kommuner som Dragør og Gentofte er under fire procent af de unge, der står uden job eller uddannelse, mens Lyngby-Taarbæk lige sniger sig op på præcis 4 %.
Det vidner i følge Emilie Agner Damm om, at udfordringerne og vilkårerne er vidt forskellige fra den ene ende af landet til den anden.
”Kommuner, der har en høj koncentration af unge uden job og uddannelse, ligger oftest uden for de større byer og har generelt flere borgere på offentlig forsørgelse. Samlet set betyder det, at man som ung kan være bagud på point alene ud fra, hvor man er født eller vokset op,” siger Emilie Agner Damm.