Ripensiske Nordic Tipi, der udlejer fesettelte i form af tipier til bl.a. festlige lejligheder, forventer at omsætte for en million kroner i 2024 – og de er allerede godt på vej.
Hvad der startede som et fritidsprojekt for Michael Vahl og Daniel Jepsen fra Ribe, har hurtigt vokset sig stort. Nordic Tipi hedder virksomheden, der udlejer særlige tipier til bl.a. fester, messer og festivaller, og som blev grundlagt i Ribe i 2022.
Allerede i 2023, hvor de rejste det første telt, omsatte de for mere end det dobbelte af, hvad de havde forventet. Det beløb har de allerede rundet i år, og de to grundlæggere forventer i år en omsætning på en million kroner.
“Folk søger det unikke og skræddersyede og det, ingen andre har prøvet. Det er det her. Alternativet til os er et forsamlingshus eller et hvidt telt af plastik. Vi har selv været til mange fester i et hvidt telt, men det har alle jo prøvet,” siger Michael Vahl til Erhverv+
Det er typisk erhvervskunder, der booker Nordic Tipis telte, der kan være med til at give medarbejderne gode oplevelser og noget, som man ikke oplever så tit. I år er tipierne også blevet booket til Roskilde Festivals VIP-område.
Michael Vahl driver til dagligt et mediebureau, mens Daniel Jepsen arbejder som politimand – men håbet er, at Nordic Tipi inden for få år kan blive et fuldtidsprojekt, som også bliver en arbejdsplads for andre end dem selv.
Og Michael Vahl er ikke i tvivl om, at tipierne kan blive en god forretning.
“Det, vi hører, er, at folk er wauwet, når de har været i et af vores telte. Vi får også gode tilbagemeldinger, og de synes, at gæsterne har fået en god oplevelse. Vi har endnu ikke hørt, at folk siger, at der mangler noget. Vi har sikkert ramt noget rigtigt her,” siger han.