Det frivillige ”Kodeks for god betalingsskik” skulle afhjælpe urimeligt lange betalingsfrister, hvor især landets store virksomheder bruger op mod 3 måneder på at betale sine regninger. Kodekset har dog vist at være en narresut, mener SMVdanmark, der nu trækker sig fra samarbejdet.
Der er brug for lovgivning – ikke frivillighed og skåltaler.
Det er budskabet fra SMVdanmark, der nu har valgt at trække sig fra det såkaldte Kodeks for god betalingsskik, der blev sat i verden for to år siden af daværende erhvervsminister, Simon Kollerup, og som blev støttet af bl.a. SMVdanmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer m.fl.
“Når danske virksomheder udfører et stykke arbejde, skal de kunne stole på, at de får betaling til tiden fra deres kunder,” sagde Simon Kollerup dengang.
De pæne ord og intentioner har dog vist sig ikke at blive ført ud i livet mange steder, og landets største virksomheder bruger i dag stadig op imod tre måneder for at betale for de arbejde eller de ydelser, som mindre virksomheder har ydet dem.
I dag, to år senere, har kun 25 mindre virksomheder skrevet under og intet tyder på en generel ændring i betalingskulturen. Og det tager man nu konsekvensen af hos SMVdanmark.
“Vi mener ikke, at vi længere kan stå mål for det over for de virksomheder, vi repræsenterer. Det bør stå helt klart, at der brug for lovgivning og ikke frivillighed og skåltaler, hvis vi skal ændre betalingskulturen i Danmark. Derfor har vi truffet beslutningen om at trække os,” siger adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt.
Sene betalinger koster hvert år europæiske SMV’er, hvad der samlet svarer til Finlands BNP. Og Danmark er næst efter Bulgarien det land i Europa, hvor virksomheder i gennemsnit må vente længst tid på deres betaling.
”Kodekset har alene tjent som en narresut og et hold kæft-bolsje til os og de små og mellemstore virksomheder. Ingen større virksomheder har tilsluttet sig kodekset, og jeg synes, det er meget tydeligt, at de store erhvervsorganisationer har gjort meget lidt for at promovere aftalen, som de ellers havde forpligtet sig til. På den baggrund føler vi os faktisk holdt en smule for nar,” siger Jakob Brandt.
For nylig stemte et stort flertal i Europa Parlamentet for en fælleseuropæisk betalingsfrist på maksimalt 30 dage for handelsaftaler mellem virksomheder i Europa. Det er ifølge Jakob Brandt et vink med en vognstang til Christiansborg.
“Det håber jeg virkelig, de vil lytte til og støtte op om regelsættet, når det nu skal finde vej videre i EU-systemet. I SMVdanmark er vi store tilhængere af aftalefrihed og muligheden for at forhandle frit. Men det skal være en reel aftalefrihed, og det bliver aldrig tilfældet, når vilkårene bliver dikteret af de store virksomheders finansafdelinger.”