I Aabenraa åbnede i februar 2021 Fasan Apoteket, der skulle tilbyde medicin og mange andre produkter til byens borgere. Men nu er butikken lukket og slukket, og da det i følge ejeren har været umuligt at skaffe arbejdskraft nok.
Forhåbningerne var store, da Shahpour Sobhani i 2021 åbnede sit tredje apotek i Sønderjylland, men siden åbningen har problemerne tårnet sig op for apoteket i Aabenraa, og nu er det endegyldigt slut.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Allerede i november 2022 måtte Fasan Apoteket lukke midlertidigt, grundet stor personalemangel, og siden er butikken, der ligger i Føtex i Aabenraa, ikke åbnet igen. Det har ganske enkelt ikke været muligt for Shahpour Sobhani at skaffe den nødvendige arbejdskraft.
“Vi har valgt helt at lukke, og det er udelukkende på grund af personalemangel. Jeg har ikke fortrudt, og da vi åbnede Fasan Apoteket, troede vi ikke, at der ville være mangel på personale” siger Shahpour Sobhani til Jydske Vestkysten.
I den tid, butikken nåede at være åben, har han haft meget stort fokus på at skaffe arbejdskraft, og har ifølge ham selv brugt et betydeligt beløb på jobannoncer og radiospots for at tiltrække kandidater, men uden held.
Han vil nu koncentrere sig om at drive sine to andre apoteker, Svane Apoteket i Aabenraa og Rødekro Apotek.

