Teknologierne bleier stadigt bedre, hurtigere og mere omfattende, og det har nu fået PensionDanmark til at investerer 70 millioner i såkaldte kvantecomputere – område med et enormt globalt potentiale.
PensionDanmark har netop investeret 70 millioner kroner i det amerikanske kvantecomputerselskab Atom Computing, og denne beslutning belyser det store potentiale, kvanteteknologi giver for erhvervslivet helt generelt – og også for små og mellemstore virksomheder i Danmark.
Kvantecomputere er på vej til at blive en banebrydende teknologi, som kan tackle en række udfordringer, traditionelle computere og supercomputere har svært ved at løse effektivt.
Den nye teknologi kan revolutionere, hvordan danske virksomheder optimerer og håndterer komplekse problemer, især de SMVer der beskæftiger sig med logistik, ruteplanlægning og finansiel porteføljestyring. Atom Computings kvanteteknologi giver mulighed for hurtigere og mere præcis optimering af sådanne processer.
Dette kan betyde markante besparelser og forbedret effektivitet for virksomheder, der ønsker at ligge i front, når det gælder teknologisk innovation.
Sikkerhed og fremtidssikring
Sikkerhed er et andet vigtigt aspekt, hvor kvantecomputere kan spille en nøglerolle, og traditionelle krypteringsmetoder forventes at blive mere sårbare i fremtiden, når kvanteteknologien fortsætter med at udvikle sig.
Kvantekryptering kan derfor være afgørende for SMV’er, som vil beskytte deres data mod kommende cybertrusler. Ved at investere i kvanteteknologi kan virksomheder sikre, at de er forberedte på den post-kvante æra, hvor datasikkerhed får endnu større betydning. PensionDanmarks investering kan dermed også have betydning for en styrkelse af den danske kvantesektor.
Atom Computing har allerede markeret sig stærkt i denne udvikling ved at skabe verdens første gatebaserede kvantecomputerplatform med en kapacitet på over 1000 qubits – svarende til en en beregningskraft og evne til at håndtere information, som langt overgår de mest avancerede supercomputere, vi kender i dag.
Amerikanerne har også indgået et samarbejde med Microsoft om at bygge verdens mest kraftfulde kvantecomputer, og dette gennembrud i kvanteteknologi er en af grundene til, at PensionDanmark ser et stort potentiale i denne sektor og har valgt at investere.
“Kvantecomputere kan åbne en helt ny verden af løsninger, og med denne investering giver vi vores medlemmer mulighed for at få del i afkastet fra dette potentielle paradigmeskifte til gavn for deres pensionsopsparinger,” siger Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i PensionDanmark.
Styrkelse på dansk jord
Disse nye computere adskiller sig fundamentalt fra både almindelige computere og supercomputere. I stedet for at bruge bits, der kun kan være 0 eller 1, anvender kvantecomputere qubits, som kan eksistere i flere tilstande samtidigt takket være såkaldt superposition og sammenfiltring.
Denne egenskab giver kvantecomputere evnen til at udføre komplekse beregninger langt hurtigere end traditionelle computere, og kan dermed løse problemer, der ellers ville tage selv de mest avancerede supercomputere meget lang tid.
Atom Computing har for nylig annonceret, at de vil etablere deres europæiske hovedkontor i København, hvilket vil styrke Danmarks kvantemiljø.
“Koblingen mellem Atom Computings lovende maskinkraft og det danske kvantemiljø rummer et stort potentiale, som vi gerne vil understøtte. Vi ser kvanteløsninger som en del af fremtiden, og det er oplagt, at vi med Danmarks videnskabelige traditioner på området rækker ud efter en plads i det internationale førerfelt,” siger Peter Stensgaard Mørch.
Samarbejdet mellem Atom Computing og Microsoft om at integrere kvantehardware i Microsofts Azure Quantum-platform er en anden afgørende faktor. Denne integration gør det muligt for danske virksomheder at få adgang til kvanteteknologi gennem cloud-løsninger, hvilket eliminerer behovet for store investeringer i hardware.
Dermed kan SMV’er begynde at udforske kvanteteknologiens muligheder uden høje omkostninger og tage de første skridt mod at blive en del af fremtidens digitale landskab.