Den familieejede engrosvirksomhed Carl Ras har ansat Julie Haller Baggesen som ny Chief Operating Officer (COO). Julie Haller Baggesen vil få ansvar for virksomhedens samlede Supply Chain division.
Julie Haller Baggesen bringer mere end 22 års erfaring med sig fra Supply Chain-aktiviteter i engrosbranchen; herunder 10 år hos den globale designvirksomhed Rosendahl, hvor hun havde ansvar for udviklingen og ledelsen af hele produktionskæden.
Tidligere har hun også arbejdet mere end 12 år for det internationale modebrand Noa Noa, hvor hun ligeledes havde ansvaret for Supply Chain.
“Supply Chain management har været kernen i hele min karriere, lige såvel som CSR har været en grundpille i mit arbejde de sidste 20 år. Jeg ser frem til at tage fat på nye udfordringer hos Carl Ras, hvor mine primære opgaver bliver at udvikle og optimere Supply Chain-området på tværs af Carl Ras Gruppen samt forbedre de interne processer i tæt samarbejde med den øvrige organisation,” siger Julie Haller Baggesen.
Gorm Rasmussen, CEO i Carl Ras understreger, at fælles værdier og forretningstilgang har spillet en central rolle i valget af Julie Haller Baggesen:
“Som en familieejet virksomhed med stærke værdier var det vigtigt for os at finde en leder, der kan sætte retning, skabe følgeskab og være et godt forbillede. Julie kommer fra en værdidrevet familieejet virksomhed, og hendes ledelsesstil harmonerer rigtig godt med vores kultur i Carl Ras.”