Har du en drøm om at blive selvstændig? Journalist? Parterapeut? Vinhandler? Eller bare noget andet end det kedsommelige spor du er endt på? I så fald skal du vide, at 20 år med fyringer, jobsøgning og karrieskift har lært mig, at vejen til drømmejobbet er uendeligt meget kortere, end man umiddelbart skulle tro, skriver Jesper Magnusson, adm. direktør i Makio.
Mit eget job går i vid udstrækning ud på at hjælpe mennesker med at finde nye job, når de af den ene eller anden grund er blevet fyret. Som oftest handler den slags om nedskæringer, lukning af afdelinger og andre strategiske prioriteringer. Men gør selvfølgelig ondt alligevel. For mig og mine kolleger er der dog tale om en enormt givende proces at være en del af.
Det positive ved at miste sit job ufrivilligt er nemlig, at ens jobsituation bliver nulstillet. Man bliver simpelthen tvunget til at gøre status og mærke efter, hvad man har lyst til at bruge næste kapitel af sit arbejdsliv på. Måske har man endda et par måneders løn med sig på grund af opsigelsen.
Den slags kan være guld værd, når det handler om at skifte karrierespor og realisere sine drømme.
Velvillige familier og nyt budget
Du behøver dog ikke at vente på at blive fyret for at opnå de samme muligheder. Blot overveje at lade dig inspirere af følgende budskab: Ofte kræver det ikke mere end en lille økonomisk buffer, lidt velvilje fra familien og en knivspids mod. Så er du pludselig på et nyt spor, der styrer direkte imod drømmejobbet. Især hvis du får lidt hjælp til processen – for eksempel med et såkaldt outplacement-forløb, der styrer dig i retning af dit næste job og faciliterer virkeliggørelsen af en eventuel drøm. Eller hjælper dig med at identificere drømmen.
Det lyder måske simpelt. Og er det meget ofte også. Jeg har igennem årene set og medvirket til et hav af eksempler, hvor arbejdsmæssigt fastkørte mennesker er endt med at realisere en plan, som de til at begynde med ikke troede var mulig.
Fælles for de fleste har været, at deres familier var villige til at strække sig markant længere for dem, end de troede. Og at et kritisk blik på deres økonomi med diverse nye prioriteringer som resultat var nok til at muliggøre uddannelse, opstart af virksomhed eller nedgang i løn – både midlertidigt og permanent.
I øvrigt har jeg set cirka lige så mange virksomheder have stor glæde af at tilbyde sine medarbejdere outplacement, fordi de på den måde har gjort det trygt at være ansat uanset nedgang i omsætning, sæsonudsving og så videre. Særligt i en periode med lav arbejdsløshed er det en måde at både tiltrække og fastholde medarbejdere.
Et ædelt, men trist formål
Jeg siger selvfølgelig ikke, at vejen til et nyt arbejdsliv er helt uden problemer. Som med alt muligt andet handler det om prioriteringer, men har man bare en smule mod og udholdenhed, behøver vejen bare ikke at være uoverskueligt lang. Og heldigvis er det relativt nemt at være udholdende, når målet er præcis det arbejdsliv, man ønsker sig allermest.
Desværre er det min erfaring, at de fleste lader sig nøje med et arbejdsliv, der betaler regningerne og forsøger familien, men som ikke for alvor gør dem glade. Det i sig selv er selvfølgelig ganske ædelt – men er det ikke samtidig temmelig trist at nægte dig selv et tilfredsstillende arbejdsliv på grund af en den form for misforstået fornuft?
Din vigtigste inspiration i dag
Vi er generelt slemme til at tale os selv ned. Faktisk er det min påstand, at vi i Danmark er verdensmestre i at slukke vores egne karrieredrømme. Til at kvæle den barnlige stemme i os, som altid har ønsket et eller andet bestemt uden at få det.
Skal du tage én ting med dig fra dit forbrug af nyheder i dag, så lad det være dette: Hvis du har en drøm om et andet arbejdsliv, så tillad dig selv at undersøge nysgerrigt, hvad der i teorien skal til for at realisere den. Mit kvalificerede gæt er, at du vil blive endog meget positivt overrasket over resultatet.
Ender du med at gå efter drømmen, vil du ovenikøbet kunne gøre både din nuværende arbejdsplads og en eventuelt ny arbejdsplads en tjeneste i processen. For er der noget virksomhedsledere elsker, er det motiverede og begejstrede medarbejdere. Mens de samme virksomhedsledere som regel har meget lidt godt at sige om medarbejdere, der udfylder et bestemt job af ren og skær pligt og uden begejstring.
Jesper Magnusson er adm. direktør i Makio.