Arkitektfirmaet Nordpil Arkitekter og ingeniørvirksomheden DINRI fusionerer og bliver til Nordpil per 10. marts 2025. Fusionen sker efter knap to års tæt samarbejde mellem parterne.
For at imødekomme den voksende efterspørgsel på helhedsorienterede rådgivningsløsninger samles arkitekt- og ingeniørarbejde nu under ét tag, efter at DINRI og Nordpil Arkitekter er gået sammen i virksomheden Nordpil.
Sammenlægningen skal sikre en mere strømlinet byggeproces, hvor private boligejere, virksomheder og offentlige myndigheder får en samlet løsning fra start.
“Byggeriet er præget af siloer og vanetænkning, som medfører naturlige udfordringer, og derfor har vi længe haft en ambition om at forene arkitekturen med ingeniørfaget. Efter to års samarbejde med DINRI stod det klart, at vi kan tilbyde kortere og mere smidige byggeprocesser ved at samle vores kompetencer,” siger Kim Pretzmann Olesen, arkitekt og medstifter af Nordpil Arkitekter.
Fusionen skal samtidig gøre det lettere at indtænke grønne løsninger i projekternes indledende faser med omtanke på materialevalg, energiforbrug og ressourceoptimerede konstruktionsprincipper.
“Vi vil gøre op med idéen om, at bæredygtighed er en ekstra omkostning gennem genanvendte materialer og bygninger, der er tilpasset deres omgivelser. Vi forbereder os på en fremtid, hvor et tættere samarbejde mellem ingeniører og arkitekter bliver afgørende for at skabe bæredygtige og innovative løsninger, for vi kan ikke længere nøjes med at gøre, som vi plejer,” siger Salim Nazzal, civilingeniør og partner i DINRI.
Han tilføjer, at virksomhedens ingeniører hjælper andre arkitekter og entreprenører med at opføre større og komplekse bygninger, der skal leve op til strengere normkrav, med bæredygtighed i fokus under projekteringen.