Danske SMV’er ser i mindre grad end tidligere mod USA, når de drømmer om eksport. Det åbner op for nye muligheder, mener Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland
Med verdens største økonomi og et BNP på 27.360,94 milliarder dollars i 2023 har USA et enormt markedspotentiale for udenlandske virksomheder. I 2023 eksporterede SMV’er i Danmark for 12,1 milliarder kroner til USA jf. Udenrigsministeriet.
Det er næsten en fordobling over de seneste ti år. Flere SMV’er har allerede del i eksportmilliarderne til USA, og trods trusler om staftold på europæiske varer er USA stadig et attraktivt marked med store muligheder for mange SMV’er.
En potentiel straftold, gør virksomheder med eksport til USA usikre, og kan true de positive udsigter.
Eksporttendenserne skifter
I erhvervshusenes seneste pulje med eksportstøtte står Erhvervshus Nordjylland og Erhvervshus Hovedstaden for halvdelen af alle eksportansøgninger i Danmark til SMV:Eksport. For første gang i Virksomhedsprogrammets historie har ingen SMV’er i de to regioner søgt støtte til at starte eksport op i USA. Og over hele landet ser vi samme tendens: Andelen af ansøgninger om eksportstøtte til USA fra erhvervshusene er faldet fra 10 procent i 2023 til blot 3,1 procent i 2025.
Men hvor søger SMV’er så hen?
Vi kan se, at SMV’er i stigende grad vender opmærksomheden mod mere nærtliggende og stabile markeder som Sverige, Norge og Tyskland. Samtidig ser vi en ny og interessant tendens, hvor mere fjerne og uopdyrkede markeder som Sydamerika og Marokko finder deres interesse. Nærmarkeder ligger ikke kun geografisk tæt og har lavere logistiske omkostninger. De har også en mere ensartet regulering og forbrugerpræferencer, der gør det lettere at afsætte produkter og tjenester.
Selv om Tyskland har økonomiske udfordringer, så er vores nabo syd for grænsen fortsat vigtig. Tyskland er Danmarks næststørste eksportmarked for både varer og tjenester (2023). Og mod nord tilbyder både Sverige og Norge lignende markedsvilkår og forretningskultur som Danmark, og det er med til at gøre de to nordiske markeder oplagte for mange SMV’er.
Diversificering er nøglen
Mere fjerne markeder som Sydamerika og Marokko ser vi tiltrække sig opmærksomhed – dog fra et mindre antal SMV’er – og det kan være et tegn på, at virksomheder har et ønske om at søge udviklingsmuligheder mod andre horisonter.
Uanset grunden, så er en spredning af eksportmarkeder og en spredning til markeder tættere på Danmark en positiv udvikling, da det er med til at gøre virksomheder mere modstandsdygtige over for uroligheder i den globale samhandel. Dermed minimerer de risici for pludselige ændringer i handelsaftaler, valutakurser eller økonomiske nedture i enkelte lande.
Fælles for SMV’ers entre på nye markeder er, at det kræver solid markedsindsigt, en skarp strategi og de rette partnere.
Lars Erik Jønsson er adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland.