EU-Kommissionen lancerede i går en strategi for at styrke Europas konkurrenceevne med fokus på uddannelse og udvikling af arbejdsstyrkens kompetencer.
EU-Kommissionen har i går løftet sløret for en ny strategi, der skal sikre Europas konkurrenceevne ved at styrke arbejdsstyrkens kompetencer. Initiativet, kaldet Færdighedsunionen (“Union of Skills”), skal ruste Europa til en mere globaliseret og teknologidrevet fremtid gennem reformer og nye tiltag – særligt inden for uddannelsesområdet.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) hilser strategiens fokus på erhvervsuddannelser og livslang læring velkommen. Ifølge Christiane Mißlbeck-Winberg, europapolitisk chef i DA, er det afgørende, at kompetenceudviklingen tilpasses arbejdsmarkedets behov, så både virksomheder og medarbejdere står stærkt i fremtiden.
“Det er positivt, at EU-Kommissionen har fokus på, at arbejdskraft med de rette kompetencer kan være en katalysator for vækst og styrket europæisk konkurrenceevne. Der er behov for flere faglærte, og det er vigtigt for de europæiske virksomheder, at EU-Kommissionen også har et øget fokus på livslang læring, målrettet kompetenceudvikling og behovet for medarbejdere fra lande uden for EU,” siger hun.
Hun påpeger, at det er vigtigt, at de gode hensigter ikke omsættes til ny regulering, og at EU-Kommissionen holder et skarpt øje med den traktatbestemte kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne, hvor uddannelse er en eksklusiv national kompetence, som er afgørende for at sikre fleksible og effektive nationale modeller.
EU-initiativer skal nemlig respektere de nationale arbejdsmarkedsmodeller. I Danmark sikrer stærke uddannelsesordninger og tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, at erhvervs- og efteruddannelser matcher virksomhedernes behov. Den danske model har vist sig effektiv, og arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle i at finde løsninger, der fungerer nationalt.
“En række af EU-Kommissionens forslag risikerer at skabe dødvægt og mismatch på arbejdsmarkedet, og derfor ser vi i DA frem til en videre konkretisering af en række initiativer og bidrager i den forbindelse meget gerne med vores erfaringer og eksempler på konstruktive løsninger,” siger Christiane Mißlbeck-Winberg.