Medarbejdere, der ofte føler sig stressede, har oftere en kvindelig leder end en mandlig. Tallene kommer bag på erhvervspsykolog, Ditte Darko, der peger på flere mulige baggrunde.
Føler du dig ofte stresset i dit arbejde?
Mange danskere oplever stress i hverdagen, og ifølge en ny undersøgelse fra Ballisager er der større sandsynlighed for at føle sig stresset, hvis man har en kvindelig leder. Blandt dem, der ofte føler sig stressede, har mellem 19 og 21 procent en kvinde som chef, mens det samme kun gælder for 12 til 16 procent med en mandlig leder.
“Det kommer faktisk bag på mig. Kvinder i lederroller står ofte med et større følelsesmæssigt ansvar for medarbejdernes trivsel. Det kan føre til en arbejdskultur, hvor medarbejderne i højere grad søger støtte hos lederen og deler deres udfordringer, hvilket kan øge både presset på lederen og stressniveauet i teamet,” siger erhvervspsykolog, Ditte Darko.
Større åbenhed
Samtidig mener Ditte Darko, at tallene kan hænge sammen med, at kvinder oftere er leder i brancher, der i forvejen oplever et stort pres og et højt niveau af stress; såsom sundhedssektoren, institutioner og undervisning.
Derudover kan der være forskelle i de forventninger, vi som medarbejdere har til vores, alt efter om der er tale om en mand eller en kvinde.
“Medarbejdere forventer måske mere omsorg og forståelse af en kvindelig leder – og hvis det ikke lever op til forventningerne, kan det skabe frustration. Samtidig kan der være større åbenhed om stress i teams med kvindelige ledere, hvilket også kan påvirke tallene,” siger Ditte Darko.
At der i et team eller på en arbejdsplads er meget åbenhed og samtale om stress, kan også fører til, at flere rapporterer og i det hele taget tør være åbne om, at stressen også rammer dem i større eller mindre grad.
“Kvindelige ledere har ofte en mere relationel og inkluderende stil og kan være mere opmærksomme på trivsel og signaler på stress. Det kan skabe større åbenhed om sårbarhed og mentale belastninger, og måske er det derfor, vi oftere hører om stress i teams med kvindelige ledere,” siger Ditte Darko.