Nye tal fra årets første kvartal viser en bemærkelsesværdig tendens blandt forbrugere i Danmark, Norge og Sverige: en markant øget præference for nordiske produkter frem for amerikanske.
Fravælger du også amerikanske varer i højere grad, end du tidligere har gjort?
Så er du langt fra den eneste. Ifølge en ny søgemaskine-data i en netop publiceret analyse fra SEO-bureauet Bonzer, er der nemlig langt mere efterspørgsel på danske og nordiske varer, end hvis vi ser bare et års tid tilbage.
Eksempelvis er søgninger efter den danske sodavand Jolly Cola steget med hele 1.550 procent i marts 2025 sammenlignet med året før, hvilket ifølge Bonzer indikerer en klar præference overfor amerikanske giganter som Coca Cola og Pepsi.
“Vi ser en tydelig ‘toldeffekt’ i Norden. Forbrugerne vender sig i stigende grad mod lokale alternativer, og denne adfærd, drevet af den nuværende geopolitiske usikkerhed, kan meget vel vise sig at være en varig forandring,” siger Thomas Bogh, CPO & Partner i Bonzer.
Han mener samtidig, at kriser kan skabe nye vaner, og hæfter sig ved, at man i Skandinavien får øjnene op for kvaliteten og tilgængeligheden af vores egne produkter, og i stigende grad får smag for vores egne hjemmemarkeder
Ser vi mod aktiemarkedet, så tegner der sig her en lignende tendens. Eksempelvis er svenske våbenaktier i høj kurs, og interessen for den svenske våbenproducent Saab er steget markant i hele Skandinavien. Søgninger på virksomheden er gået op med 30 procent i Norge, 114 procent i Sverige og hele 237 procent i Danmark.
“Udviklingen i søgeinteresse ligner til forveksling den udvikling vi så for webshops under corona. En krise der på mange måder har skabt vedvarende effekt i form af online shopping i dag. Her kan den nuværende toldkrig og tone fra USA ligeledes føre til vedvarende stærkere lokale markeder i Danmark og Norden som helhed,” siger han.
Han mener, at det er tydeligt, at forbrugerne ser sig interesseret i de nordiske varer, hvilket skaber et potentiale for mere samarbejde mellem virksomheder i Norden.