Gunnar Kristensen VVS A/S bliver, efter forventet godkendelse af konkurrencemyndighederne, den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, som er en af Danmarks største installationsvirksomheder.
InstallatørGruppen udvider endnu en gang, og føjer snart virksomhed nummer 40 til porteføljen i form af Herning-baserede Gunnar Kristensen VVS A/S. Den traditionsrige virksomhed, der blev grundlagt helt tilbage i 1936, har i dag omkring 115 medarbejdere og løser opgaver inden for både renovering, montering og service – for både private og erhverv.
Med opkøbet styrker InstallatørGruppen sin tilstedeværelse inden for VVS, ventilation og blikkenslagerarbejde – og fortsætter sin konsolidering af installationsbranchen i Danmark og Schweiz. Det hele afhænger nu blot af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Den nuværende ledelse i Gunnar Kristensen VVS består af Jan Iversen, Bjarne V. Lauridsen og Morten Thomsen.
“Vi er meget glade for, at vi bliver en del af InstallatørGruppen. Gunnar Kristensen VVS er bygget op til en solid virksomhed med fokus på kvalitet og kundetilfredshed inden for VVS og ventilation, og vi er glade for at kunne fortsætte virksomheden som del af en stærk, landsdækkende gruppe. Vi glæder os meget til at bidrage med vores faglige ekspertise, samtidig med at vi får adgang til nye muligheder for vækst og udvikling,” siger Jan Iversen, direktør i Gunnar Kristensen VVS.
Ledelsen i Gunnar Kristensen VVS fortsætter og bliver dermed også medejere og partnere i InstallatørGruppen. Virksomheden beholder desuden deres firmanavn, medarbejdere, afdelinger og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.
”Vi er meget glade for at byde Gunnar Kristensen VVS velkommen i gruppen. Med deres imponerende 89 års erfaring og dygtige team styrker vi vores position markant inden for VVS og ventilation. Gunnar Kristensen VVS har gennem generationer opbygget en stærk position, og deres ekspertise er et godt match til vores gruppe. Vi ser meget frem til samarbejdet,” siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.

