Eksportbarometer for første kvartal 2025 viser, at en stigende andel af virksomhederne frygter forringet USA-eksport under Trumps administration. Alligevel stiger optimismen bredt set blandt eksportørerne.
De første par måneder har på mange måder gjort det svært at være den store optimist for fremtiden, når vi dag efter dag er blevet præsenteret med handelskrige, toldkrige og en ganske virkelig krig i både Ukraine og Palæstina – men ikke desto mindre, er der voksende optimisme blandt danske eksportører.
Det viser årets første Eksportbarometermåling fra Danish Export Association og Jyske Bank. Heri svarer halvdelen af de adspurgte virksomheder forventer nu en forringelse af deres eksport til USA under Trumps administration – en markant stigning fra 20 procent i fjerde kvartal 2024, lige efter præsidentvalget.
Samtidig er andelen, der frygter direkte påvirkning af toldforhøjelser, vokset fra 40 til 60 procent. Trods den voksende skepsis omkring eksporten til USA, er den generelle optimisme blandt virksomhederne faktisk steget. Det samlede barometerindeks stiger fra 54 til 56 og er dermed på det højeste niveau siden starten af 2022.
”Toldagendaen fra Trump ikke har givet så udbredt pessimisme. Man tænker nok, at man ikke bliver så hårdt ramt af told. Det kan jo både være i forhold til, hvor høje satser, det kan blive, og hvor langvarigt, man regner med at det bliver. Vi har set, at det i høj grad bliver brugt som forhandlingsinstrument fra Trumps side, og det er nok også det, som mange virksomheder vurderer,” siger cheføkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt.
Vil ramme USA hårdt
Mange virksomheder har spredt deres aktiviteter på flere eksportmarkeder, hvilket mindsker effekten af en eventuel nedgang i USA-handlen. Selvom USA er Danmarks største enkeltmarked, er EU langt vigtigere samlet set, og her forbliver handelsmulighederne stærke trods mulige amerikanske handelshindringer.
Tre ud af fire virksomheder vil dække eventuelle toldstigninger ved at hæve salgsprisen, mens resten planlægger at dele omkostningen mellem prisstigninger og egne tab. Det betyder, at amerikanske kunder i sidste ende også mærker konsekvensen af øgede tariffer.
”Det bliver den amerikanske importør, der kommer til at betale, og så kan de vælge at sende det videre til forbrugerne. Så told vil også ramme USA hårdt, så det bliver lidt skud i egen fod. Så meget udbredt og langvarig told har jeg svært ved at se for mig,” siger Niels Rønholt.
Han siger samtidig, at Trump er aktiernes ven, så hvis aktiemarkederne begynder at falde meget, vil han trække følehornene til sig. J
“Jeg tror, vi vil se told på udvalgte varer, ikke særligt udbredt og ikke særlig langvarig. Det vil være mit gæt, og det er også det, jeg tolker, at mange virksomheder tænker, når jeg læser rapporten,” siger han.