Skal man ud på markedet og finde investorer til sin startup-virksomhed, så er det en rigtig gode ide at have helt styr på emner som bæredygtighed, ESG og due diligence. For flere og flere investorer vægter de grønne virksomheder højt, når der skal skydes penge i nye projekter.
“Virksomheder skal forholde sig rigtig meget til bæredygtighed i hele deres forretning. Ser vi på de store investorer, både de institutionelle og de store velhavende private investorer, så vægter disse bæredygtighed og grøn omstilling meget højt. Har man ikke tænkt bæredytighed ind i sit koncept overhovedet, så kan man godt få det svært,” siger Thue Birk Svenningsen, grundlægger og senior rådgiver i Sustainable Business Solutions, en rådgivningsvirksomhed med ekspertise inden for bæredygtighed og CSR.
Vi talte med mange investorer, og det er klart mit indtryk, at de alle sammen har sat sig ind i tingene og har en klar grøn agenda.
Rasmus Ditlev, direktør i Ønsk.
Han fortæller samtidig, at investeringer i bæredygtighed og grønne virksomheder stiger over en bred kam, ligesom mange investorer også er begyndt at droppe såkaldt sorte investeringer, mens investeringer i den grønne omstilling for mange ses som gode investeringer for fremtiden.
“Derfor er det også rigtig vigtigt, at SMVerne har dette i tankerne omkring alt fra materialer til leverandører, alt afhængigt af hvad man som virksomhed laver. For taler man med de meget velhavende og værdidrevne investorer, så er den grønne omstilling et emne, de har meget stort fokus på.”
En gensidig interesse
Ved den lille kaffevirksomhed, Ønsk, der for nyligt landede et millionbeløb fra en række investorer, kan man nikke genkendende til ordene om, at en virksomheds grønne profil i høj grad spiller ind på interessen fra investorerne.
“Det kunne vi tydeligt mærke, men samtidig kunne vi også mærke, at de stolede på vores ekspertise, når det for eksempel kom til vores produkter og producenter. De var helt sikkert interesserede i at være sikre på, at det, vi gør, er det rigtige. Det var vigtigt for dem, at de kunne stå inde for vores vision om virksomheden,” siger Rasmus Ditlev, direktør i Ønsk.
Men han fortæller også, at det var vigtigt for folkene bag Ønsk, at ambitionerne og interessen for bæredygtighed og klimavenlig produktion gik begge veje.
“Vi var ikke bare på udkig efter investorer, men derimod efter de rigtige investorer. De skulle kunne se, at vores profit skulle være bæredygtig, og at den skulle have et positivt aftryk på både klima og mennesker.”
Dog er han ikke i tvivl om, at langt de fleste investorer i dag netop vægter forskellige tiltag og initiativer omkring den grønne omstilling højt, og at de undersøger den enkelte virksomhed grundigt, før de investerer.
“Vi talte med mange investorer, og det er klart mit indtryk, at de alle sammen har sat sig ind i tingene og har en klar grøn agenda, især når de indleder samarbejder med startups som os.”
En ny slags risici
At flere og flere investorer søger efter grønne startups, når de skyder penge i nye projekter, er i følge Thue Birk Svenningsen en helt naturlig udvikling, når man ser på, hvor meget vi som samfund har fokus på netop den grønne omstilling i disse år.
“Det er alt fra Folketinget til den helt almindelige forbruger, der i dag stiller krav til alle former for produkter, om at de skal være bæredygtige, økologiske eller noget helt tredje. Som forbrugere vender vi i stigende grad de ikke-grønne produkter ryggen, og politikerne strammer skruerne omkring Co2 og bæredytighed igen og igen. Også internt i brancherne stiller man stadigt større krav til hinanden.”
Han mener, at en manglende stillingtagen til bæredygtighed for nogle virksomheder er blevet en reel risikofaktor, som man som virksomhed kan brede fingrene på, hvis man ikke har godt nok styr på.
“ESG (Environmental, Social, and Governance) er blevet risici, som du skal tage alvorligt som virksomhed, og det ville jeg helt klart tænke i, hvis jeg var havde en startup.”

