Venue Manager har vundet indpas på det tyske marked, hvor virksomhedens platform nu anvendes af størstedelen af landets største galopbaner. Et marked, der hidtil har været præget af papirbilletter og manuelle processer.
Tyskerne er ikke kendt for deres store digitalisering – tværtimod er papir og manuelle løsninger stadigt langt mere udbredte hos naboen mod syd, end de er her i Danmark.
Dermed er der også et stort potentielt marked for digitaliseringsløsninger som danske Venue Manager, der for alvor har fået fodfæste i Tyskland, hvor det ikke mindst er landets galopbaner, der nyder godt af Aalborg-virksomheden, der digitaliserer billetsalg og kundehåndtering for kultur- og sportsinstitutioner.
“Vi fik vores første samarbejde op at stå, da et stadion kontaktede os med ønsket om en mere smidig og digital løsning. Derfra spredte det sig via mund-til-mund – og i dag leverer vi billet- og gæstehåndtering til 12 af Tysklands største galopbaner,” siger Jakob Norgaard Mortensen, CEO for Venue Manager.
I Tyskland satser Venue Manager på at forstå kundernes hverdag ned i detaljen. Derfor udvikler virksomheden branchespecifikke systemer – for eksempel til galopbaner, hvor én samlet løsning håndterer alt fra sæsonkort og sponsorbilletter til billetscanning, apps og kasseapparater. Tilsvarende løsninger tilpasses museer, zoologiske haver og sportsklubber.
“Vi ser Tyskland som et land bestående af mange lokale kulturer og regioner – ikke ét samlet marked. Derfor er lokal forankring og branchespecifikke løsninger helt afgørende. Det tyske marked er 14 gange større end det danske og rummer tusindvis af sportsklubber og kulturinstitutioner,” siger Jakob Norgaard Mortensen, der kalder det tyske marked for “en gigant, der er ved at vågne.”