Danmarks største tæppeproducent Ege Carpets eksporterer tæpper til mere end 80 lande i verden. Tæpperne pryder blandt andet på luksushoteller, lufthavne og krydstogtskibe.
Tæppevirksomheden Ege Carpets har cementeret sin position som førende leverandør af tæpper verden over. Skræddersyede tæppeløsninger, der kombinerer æstetik, høj kvalitet og bæredygtighed har ført til samarbejder med store internationale kunder som Marriott-hotellet Marmorosch Bucharest Hotel i Rumænien, The Four Seasons Hotel i Storbritanien, Bahrain International Airport og Royal Caribbean Cruises.
Morten Skibsted, der er salgsdirektør i Ege Carpets, glæder sig over den internationale succes.
“Det er naturligvis en stor ære at se vores tæpper pryde alt fra eksklusive hoteller til internationale lufthavne. Vi er meget stolte af at bringe dansk tæppedesign ud i verden og vise, at kombinationen af dansk design, kompromisløs kvalitet og ikke mindst en bæredygtig tankegang er vejen frem,” siger Morten Skibsted.
Bæredygtighed er en integreret del af forretningen i Ege Carpets, der har som mål at skabe verdens mest bæredygtige tæpper. I dag produceres mere end halvdelen af Ege Carpets tæpper af genanvendte materialer, der er fremstillet af industriaffald som blandt andet kasserede fiskenet og brugte tæpper. Desuden har Ege Carpets modtaget flere bæredygtighedspriser, heriblandt Sustainability Innovation Award, for arbejdet med mere bæredygtige produkter.
“Vores kunder i krydstogt-, kontor- og hotelbranchen bliver i stigende grad målt på deres præstationer i forhold til bæredygtige indsatser. Derfor arbejder vi hver dag målrettet med at optimere samspillet mellem kvalitet, design, væveteknikker og materialevalg samt forbrug for at gøre vores produkter så bæredygtige som muligt,” siger Morten Skibsted.