Kina sidder tungt på forsyningen af magneter til europæisk industri. EU bør især støtte alternativer på strategisk vigtige områder, hvor varerne hverken kan købes andre steder eller erstattes, argumenterer CBS-forsker
Sjældne jordarter indgår i alt fra vindmøller og elbiler til avanceret elektronik og forsvarsteknologi.
Her er Europa i dag stærkt afhængigt af Kina. Ifølge EU-Kommissionen dækkes 98 procent af EU’s efterspørgsel efter permanente magneter baseret på sjældne jordarter af import fra Kina.
Efter Kina i april 2025 indførte restriktioner på en række sjældne jordarter og produkter baseret på dem, måtte flere europæiske underleverandører til bilindustrien midlertidigt sætte produktionen på pause.
Det stiller EU over for et spørgsmål, som er rykket stadig højere op på den politiske dagsorden:
Hvornår er en afhængighed så kritisk, at det giver mening at bruge statsstøtte og andre vidtgående politiske indgreb på at skabe europæiske alternativer?
Det forsøger Malthe Munkøe, ekstern lektor på Copenhagen Business School, at give et mere systematisk svar på i en ny analyse udgivet i tidsskriftetIntereconomics.
“Der er rigtig mange områder, hvor vi er afhængige af tredjelande. Det vil der også være fremover, så vi kan ikke forsøge at producere selv med statsstøtte eller alle mulige andre redskaber på alle de områder. Der er nødt til at være et fokus på bestemte, særligt strategisk vigtige områder,” siger Malthe Munkøe.
To spørgsmål kan hjælpe EU med at prioritere
Malthe Munkøe foreslår, at EU mere systematisk tager udgangspunkt i to spørgsmål:
Kan varen købes fra andre lande, så forsyningen bliver spredt på flere leverandører?
Kan varen erstattes af et andet materiale, produkt eller en anden teknologi?
Hvis en vare relativt let kan købes hos andre leverandører, kan løsningen være at sprede importen eller indgå nye handelsaftaler. Hvis varen kan erstattes, kan forskning og udvikling af alternativer være mere relevant.
Hvis begge muligheder er begrænsede på et strategisk vigtigt område, bliver argumentet for mere indgribende redskaber som statsstøtte, strategiske lagre eller krav om at købe europæisk stærkere.
Prioriteringen skyldes ikke kun, at de offentlige midler er begrænsede. Flere af redskaberne kan også have økonomiske omkostninger og gøre varer dyrere. Malthe Munkøe peger på, at protektionistiske tiltag kan svække den økonomiske effektivitet.
De to muligheder, diversificering og substitution, indgår allerede i EU-Kommissionens analyser. Malthe Munkøes bidrag er derfor ikke kriterierne i sig selv, men at koble dem mere systematisk til valget af politiske redskaber.
Malthe Munkøe understreger dog, at modellen ikke giver et entydigt svar på, hvilke industrier EU bør støtte.
Magneter er blandt de svære tilfælde
Sjældne jordarter og permanente magneter er ifølge Malthe Munkøe et eksempel på en værdikæde, hvor det er vanskeligt både at finde andre leverandører og at erstatte produkterne.
Sjældne jordartsmetaller kan findes og udvindes flere steder i verden, også i Europa. Men de skal derefter gennem en række trin, før de kan anvendes i eksempelvis en permanent magnet.
“Problematikken er i høj grad, at den videre forarbejdning er meget koncentreret. Jo højere op man kommer i værdikæden, jo mere geografisk koncentreret bliver den. Du kan derfor komme i en situation, hvor du næsten kun kan få slutproduktet fra Kina, selv om selve den geografiske spredning af minedriften er mere diversificeret,” siger Malthe Munkøe.
Permanente magneter er samtidig vanskelige at erstatte i blandt andet forsvars- og hightech-industrien.
“Der vil jeg argumentere for, at man kigger på de mere vidtgående redskaber i værktøjskassen. Eksempelvis statsstøtte til at få bygget en alternativ værdikæde,” siger Malthe Munkøe.
Kan Europa bygge et alternativ?
EU er allerede gået i gang med at sprede forsyningen og opbygge mere kapacitet i Europa. Men at opbygge nye leverandører tager længere tid end at købe fra dem, der allerede kan levere.
Med Critical Raw Materials Act har EU fastsat mål for 2030 om at udvinde, forarbejde og genanvende flere strategiske råstoffer i Europa og mindske afhængigheden af enkelte leverandørlande.
Den 8. september 2026 skrev Reuters, at udviklere af flere af EU’s udpegede strategiske råstofprojekter efterlyste akut finansiering.
Nye miner, raffinaderier og produktionsanlæg kræver både investeringer og tid.
At bygge alternative værdikæder kræver ikke kun adgang til råstoffer, men også forarbejdningskapacitet, knowhow og konkurrencedygtig produktion.
“Man kan gøre meget med tiden. Men fra den ene dag til den anden er det svært at finde gode alternativer og diversificere. 2030 er ikke en lang tidshorisont, når man ser på, hvad sådan nogle projekter og store infrastrukturprojekter tager af tid. Så det kræver, at man har en ambitiøs tilgang og sætter handling bag,” siger Malthe Munkøe.
Fakta om råstofmålene i EU for 2030
Med Critical Raw Materials Act har EU som mål at have kapacitet til at udvinde mindst 10 procent af sit årlige forbrug af strategiske råstoffer, forarbejde mindst 40 procent og genanvende mindst 25 procent. Samtidig bør højst 65 procent af EU’s årlige forbrug af et strategisk råstof på et relevant forarbejdningstrin komme fra ét land uden for EU.
Kilde: EU-Rådet.

