Den danske risikostyringsvirksomhed har valgt den ukrainske by Mykolaiv som hjemby for sit første internationale kontor. Og valget er ikke tilfældigt fortæller direktøren.
I det sydlige Ukraine ligger byen Mykolaiv, og her har danske Bright Bird åbnet sit første kontor udenfor Danmarks egne grænser. Dette gør Bright Bird A/S til den første danske virksomhed, der etablerer sig i den danske ‘venskabsby’ siden udbruddet af konflikten.
“For os er vores tilstedeværelse i Ukraine ikke blot en forretningsmæssig beslutning, det er også en moralsk beslutning. Vi mener, at den kommercielle sektor i Danmark også har et ansvar for at støtte Ukraine i at genetablere sig – ikke kun den danske stat,” siger direktør Thomas Trust Have.
Valget af Ukraine som det første internationale kontor afspejler også Bright Birds overbevisning om, at Ukraine, og især Mykolaiv, i den kommende periode vil tiltrække både statslige og kommercielle aktører som en del af den bredere genopbygning af landet. Kernepunktet for begge disse aktører er muligheden for at arbejde frit og sikkert, hvilket Bright Bird har som mål at muliggøre.
“Fremtidens fokus bør bevæge sig fra ord til handling. Da Mykolaiv udgør en stærk kombination af både den offentlige og private sektor med fokus på praktiske løsninger, er det oplagt for os at være her,” siger Thomas Trust Have.

