Der er ifølge Dansk Industri (DI) gode takter at spore i den ellers storstilede hjælpepakke, som Europa-Kommissionen fremlagde i sidste uge. Men pakken er på flere områder utilstrækkelig og rammer forkert, lyder konklusionen.
En pakke, der skal ”styrke SMV’ernes konkurrenceevne og modstandsdygtighed.”, er blevet fremlagt af Europa-Kommissionen i sidste uge, og blandt pakkens mange og store ambitioner er et ønske om at lette bureaukratiske byrder og andet bøvl for de europæiske SMVer.
“Det er en meget vigtig ambition. Indrapporteringskrav og administrative byrder er en kæmpe stor udfordring for SMV’erne. Der er i de senere år kommet en sand flodbølge fra EU i form af nye regler og omfattende krav om rapportering. Derfor er det godt, at EU gør noget. Den oplevede mængde af byrder er meget stor i SMV’ernes hverdag,” siger vicedirektør Kim Haggren, DI.
Han umiddelbare begejstring over hjælpepakkens formål gælder dog ikke hele vejen igennem, for der er ifølge DI betydelige mangler ved pakken, der giver få reelle løsninger på de problematikker, erhvervslivet oplever og kæmper med i Danmark og resten af EU.
“I DI skønner vi, at tre nye og omfattende reguleringspakker inden for grøn omstilling og digitalisering alene påfører dansk erhvervsliv 10-15 mia. kr. i administrative omkostninger. En SMV-konsekvensvurdering og en særlig repræsentant er positive elementer, men der mangler tiltag, der helt konkret reducerer byrderne,” siger Kim Haggren.
Han er desuden skeptisk overfor, at EU-Kommissionen vil udvide SMV-definitionen.
“Det vil alene tilgodese de store lande i EU, som har en anden erhvervsstruktur end den danske. Så set med danske øjne er hjælpepakken alt i alt mindre en hjælp end en ekstra byrde,” siger Kim Haggren.