Af Morten Jeppesen, ansvarshavende chefredaktør på MarketConnect og CEO i PressConnect
Der er forskel på at begå en fejl og at udvise så grundlæggende dårlig dømmekraft, at man mister sin troværdighed som leder. TV 2’s indholdsdirektør Ulla Pors har med sagen om Alle elsker Rasmus demonstreret det sidste. Derfor bør hun tage konsekvensen og fratræde sin stilling.
Det handler ikke om at finde en syndebuk. Det handler om ledelsesansvar. Og det handler om, at en af Danmarks vigtigste medievirksomheder skal ledes af mennesker, der forstår forskellen på grænseoverskridende underholdning og grænseoverskridende adfærd.
I fire måneder blev komikeren Rasmus Wallbridge ført bag lyset af mere end 100 mennesker, som var involveret i produktionen af et tv-program, hvor han troede, at han var ved at realisere en drøm om at lave en spillefilm. I virkeligheden var han hovedpersonen i et omfattende bedrag, som TV 2 havde besluttet skulle være underholdning for danskerne.
Det er svært at forstå, hvordan så mange mennesker kunne være involveret i et projekt, uden at nogen med tilstrækkelig beslutningskraft stoppede op og stillede det helt enkle spørgsmål: Er det her egentlig i orden?
Men det mest alvorlige er næsten det, der skete bagefter.
En krise, der afslørede ledelsens svaghed
TV 2’s håndtering af sagen har været et skoleeksempel på, hvordan man forvandler en alvorlig sag til en regulær troværdighedskrise.
Først forsvarede man programmet. Så kom kritikken. Derefter fulgte undskyldningen og beslutningen om at fjerne serien. Og da det viste sig, at et lydklip med Rasmus Wallbridges latter var blevet genbrugt i en central scene, blev der annonceret en stor intern undersøgelse.
Det er en velkendt fremgangsmåde i krisekommunikation. Først forsøger man at forsvare beslutningen. Dernæst begrænser man skaden. Og til sidst iværksætter man en undersøgelse, der skal demonstrere handlekraft og ansvarlighed.
Problemet er, at TV 2 på intet tidspunkt har været foran begivenhederne. Ledelsen har reageret på den kritik, der allerede var rejst, frem for selv at erkende sagens alvor.
Og netop dét er kernen i problemet.
For hvis man først opdager, at man har overskredet en grundlæggende etisk grænse, når offentligheden fortæller én det, så er det ikke alene kommunikationen, der har svigtet. Så er det dømmekraften.
Ulla Pors har selv gjort problemet større
Ulla Pors har forklaret, at hun kendte til programmets koncept, men ikke havde set alle seks afsnit, da hun offentligt roste produktionen.
På LinkedIn skrev hun til produktionsselskabet, at det var fedt, at de tænkte nyt og vildt.
Den kommentar har hun siden fortrudt.
Men det er ikke kommentaren på LinkedIn, der er det alvorlige. Det er den ledelsesmæssige tilgang, som kommentaren er udtryk for.
Når man som indholdsdirektør for TV 2 vælger offentligt at rose et kontroversielt program, som man ikke selv har set til ende, påtager man sig samtidig et ansvar for det, man blåstempler.
Og når det efterfølgende viser sig, at programmet aldrig burde have været produceret, som Ulla Pors nu selv erkender, bliver spørgsmålet uundgåeligt: Hvorfor blev det så ikke stoppet?
Det er ikke tilstrækkeligt at forklare, at man burde have gjort noget anderledes.
Det er netop det, ledere bliver betalt for. At træffe de rigtige beslutninger. At stille de kritiske spørgsmål. Og at sige nej, når andre bliver så begejstrede for en idé, at de mister fornemmelsen for, hvad der er rimeligt.
En intern undersøgelse kan ikke erstatte ansvar
Nu har Ulla Pors annonceret en omfattende intern undersøgelse af forløbet.
Det er fornuftigt. Der er åbenlyst behov for at få klarlagt, hvordan programmet kunne blive udviklet, godkendt, produceret og offentliggjort.
Der er også behov for at undersøge redigeringen af programmet og de oplysninger, som de medvirkende fik undervejs.
Men en undersøgelse må ikke blive en bekvem måde at udskyde det ansvar, som allerede er åbenlyst.
Ulla Pors har selv erkendt, at hun kendte konceptet, at hun burde have handlet anderledes, og at programmet aldrig skulle have været lavet.
Det er en ganske alvorlig erkendelse fra den øverste indholdsansvarlige direktør.
Man kan ikke på den ene side erklære, at et program aldrig burde være produceret, og på den anden side opføre sig, som om ledelsesansvaret først kan placeres, når en intern rapport er færdig.
Undersøgelsen skal afdække, hvad der skete, og hvordan det kunne ske. Men den kan ikke ophæve det overordnede ledelsesansvar.
TV 2 må leve op til de krav, stationen stiller andre
Der er samtidig en principiel dimension, som gør denne sag større end et forfejlet underholdningsprogram.
TV 2 er ikke en hvilken som helst medievirksomhed.
Stationen spiller en central rolle i danskernes nyhedsformidling og i den offentlige debat. Hver eneste dag stiller TV 2 politikere, virksomhedsledere og andre magthavere til ansvar for deres beslutninger.
Og med rette.
Men netop derfor må TV 2 også acceptere, at de samme standarder gælder for stationens egen ledelse.
Hvis en minister eller en administrerende direktør i en stor dansk virksomhed havde udvist en tilsvarende mangel på dømmekraft og efterfølgende håndteret kritikken så tøvende, ville TV 2 næppe have nøjedes med at viderebringe en undskyldning og en meddelelse om en intern undersøgelse.
Der ville være blevet stillet kritiske spørgsmål om ansvar, tillid og konsekvenser.
Det bør der også blive nu.
Mediernes troværdighed afhænger ikke kun af deres evne til at afsløre andres fejl. Den afhænger i lige så høj grad af deres villighed til at erkende og tage konsekvensen af deres egne.
Det handler ikke om at ofre et hoved
Der vil utvivlsomt være dem, der mener, at det er for let at kræve en direktørs afgang, når en virksomhed havner i en alvorlig krise.
Og det er rigtigt, at en fyring i sig selv ikke løser et kulturelt problem.
TV 2 har brug for en grundig diskussion af, hvordan jagten på opmærksomhed, seertal og nye underholdningsformater kan føre til, at helt almindelige etiske grænser bliver overskredet.
Den diskussion skal tages. Også med produktionsselskaberne og de kreative miljøer, der leverer indhold til stationen.
Men det ene udelukker ikke det andet.
Tværtimod.
En reel kulturforandring forudsætter, at medarbejdere og omverden kan have tillid til den ledelse, der skal gennemføre den.
Og her har Ulla Pors efter min vurdering sat sig selv i en position, hvor det bliver meget vanskeligt at genoprette den nødvendige troværdighed.
Det betyder ikke, at hun alene bærer ansvaret for hele forløbet. Andre ledere og beslutningstagere må naturligvis også stå til regnskab for deres roller.
Men som indholdsdirektør kan hun ikke fralægge sig det overordnede ansvar.
Den rigtige beslutning er at gå
Ulla Pors har haft en lang karriere i dansk mediebranche og har utvivlsomt mange resultater bag sig. Det skal hun have anerkendelse for.
Men erfaring og tidligere resultater giver ikke immunitet over for konsekvenserne af alvorlige ledelsesmæssige svigt.
Sagen om Alle elsker Rasmus er ikke bare historien om et tv-program, der gik galt.
Det er historien om en medieledelse, der mistede sin etiske dømmekraft, og som først for alvor reagerede, da kritikken blev umulig at ignorere.
TV 2 har brug for at genopbygge tilliden til sin indholdsmæssige ledelse. Det kræver mere end en undskyldning, en intern undersøgelse og løfter om at lære af sine fejl.
Det kræver, at nogen tager det ansvar, der følger med at sidde øverst ved bordet.
Derfor bør Ulla Pors træde tilbage som indholdsdirektør for TV 2. Ikke fordi offentligheden kræver et hoved på et fad, men fordi ledelsesansvar først for alvor har betydning, når det også har konsekvenser.