Danske virksomheder kæmper med store og små bureaukratiske byrder i et sådant omfang, at det koster milliarder på bundlinjen. Det håber adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, at der bliver lavet om på.
Administration og bureaukrati tager meget tid, og tid koster mange penge. Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv giver administrative byrder danske virksomheder en samlet udgift på 36 mia. kroner årligt i de kommende år.
Det er mange penge, og spørger man adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, er det også alt for mange penge – og samtidig råber han vagt i gevær omkring den stigende regel- og administrationsbyrde, som erhvervslivet i dag kæmper med, og som konstant vokser sig større – ikke mindst grundet ny lovgivning fra Bruxelles.
“EU er en kæmpe succes, men der er brug for en hovedrengøring af det europæiske hus, der er blevet fyldt op med regler og byrder. Det er mere aktuelt end nogensinde før, at vi får skabt et EU, som finder tilbage til sin essens, og som fokuserer og samler sine kræfter dér, hvor behovet er størst som eksempelvis fred og frihandel,” siger Brian Mikkelsen.
Han mener samtidig, at man fra politisk side bør bruge valget til Europa-Parlamentet og det forestående danske EU-formandskab til at gøre sig klart, hvor EU-reguleringen har taget overhånd.
Når man taler om Europas plads i verden, siges det tit og ofte, at man i USA innoverer, at man i Asien producerer, og at man i Europa blot regulerer. Ser man på den voksende administrative byrde – og medfølgende omkostninger – der giver en regning på 36 milliarder årligt, så bør noget gøres, mener Brian Mikkelsen.
“EU blev etableret for at skabe fred og frihandel. Ikke for at skabe bureaukrati og byrder. Hver enkelt regel eller krav er indført med de bedste intentioner, men tallene viser, at den samlede regelmængde er vokset ud af proportioner. Ligesom den nuværende regering meget prisværdigt arbejder for at luge ud i overflødige regler og efterse de bærende elementer i samfundet, bør vi lave et tilsvarende, grundigt sundhedstjek af EU.”

