Der blev i årets første kvartal registreret 4.347 butiktyverier i Danmark, svarede til en stigning på mere end 80 procent i forhold til 2021. Liberal Alliances retsordfører undrer sig over, at justitsministeren ikke træder i karakter og tager problemet seriøst.
I de danske butikker og supermarkeder har de et stort problem. Butikstyvene har i den grad oprustet over de senere år, og varerne forsvinder i stor stil fra hylderne, og efterlader en milliardregning til de lovlydige forbrugere, der kan se priserne stige.
Det er som sådan ikke noget nyt, sidste år var antallet af tyverier fra butikkerne rekordhøjt – 24.429 tyverier i alt – De Samvirkende Købmænd mente, at butikstyverierne i 2023 kostede den danske dagligvarehandel op mod to mia. kroner.
Den første februar var Justitsminister, Peter Hummelgaard (S), på banen med udspillet “Konsekvent kurs over for butikstyveri.”, der bl.a. indeholdt tiltag om højere bødestraf til tyvene. Men siden er der ikke sket noget, og det undrer Steffen Larsen, retsordfører hos Liberal Alliance, og formand for Retsudvalget.
“Justitsminsteren skylder en forklaring på, hvornår han har tænkt sig at gøre noget, ligesom han skal forklare, hvad han vil gøre, og hvad vi andre kan hjælpe med. For situationen er meget alvorlig i butikkerne, der går og venter på, at han før eller siden træder i karakter,” siger han.
Spørger man Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, er myndighedernes indsats under al kritik.
“Samtidig er politiets indsats for at forebygge butikstyverier fortsat på et ubetydeligt lavt niveau – sagt på en anden måde: Der er intet sket! Ingen ny initiativer fra politiet og ingen øget indsats,” skriver han på LinkedIn.
Ifølge Steffen Larsen er en af grundende til de senere års markante stigning i antallet, at detailhandlen er blandt de få tilbageværende steder, hvor man kan berige sig selv via letomsættelige varer.
“LA har tidligere talt om, at der bør være en skærpelse af straffen, når man bliver taget for butikstyveri igen og igen. Meget tyder på, at en del af butikstyverierne har bund i organiseret kriminalitet, og derfor kunne straffen også stige, hvis man bliver taget gentagne gange.”