Kilian Water var en meget grøn virksomhed, da den så dagens lys for 25 år siden. Siden er grønne virksomheder sprunget op overalt – og Kilian Water blev overhalet indenom. Derfor måtte direktøren ændre kurs og få dem tilbage på det grønne spor.
Verden var en anden for 25 år siden, da René Kilian grundlagde virksomheden Kilian Water, som installerer kar, der opsamler og genbruger spildevand.
Siden da er den grønne omstilling kommet buldrene, og René Kilians før så grønne virksomhed, var ikke længere længst fremme i udviklingen, og blev langsomt overhalet af andre og mere innovative virksomheder.
”Vi er altid blevet set på som hippiegrønne, dem der var alternative og som tænkte på miljøet. Men der er sket meget siden, for pludselig hoppede alle med på den grønne bølge og blev skarpe på området, og så glemte vi nok at følge med. Når selv en leverandør af PVC-rør bruger sloganet ’natures network’, så er der virkelig sket noget, siden vi startede for 25 år siden,” siger han.
Gennem et forløb ved SMV:Grøn, der er en EU-finansieret voucherordning, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, fik René Kilian tilbage på sporet i forhold til hvad han kunne gøre for at genetablere sin virksomhed som grøn og med på den bæredygtige bølge.
“SMV:Grøn fik os til at overveje vores materialevalg, så vi nu bruger genbrugsplast, og anlæggene er dermed blevet mere grønne. Derudover fik vi opdateret vores hjemmeside, lavet materiale og produceret en video-vejledning med selve installationen til kloakmestrene, så vi ikke skal bruge tid på at fortælle og forklare det samme til alle, og så fik vi mere styr på vores dokumentation.”
Virksomheden beskæftiger i dag seks medarbejdere i alt, men man søger efter flere, da virksomheden vokser og sælger omkring 100 anlæg om året – og derudover har 250 serviceaftaler.