Der er kommet stor efterspørgsel på at spille petanque de senere år, og det nyder man godt af hos Boulebar, der nu åbner endnu et venue, det 11. i rækken. Denne gang på Frederiksberg.
Et tilfældigt spil på petanque med en elegant herre i grønne bukser på en spansk plaza, der blev startskuddet til kæden ’Boulebar’, der gør det muligt at spille petanque i en række byer i Norden.
Siden ideens undfangelse har virksomheden forgrenet sig ud over det nordiske landkort, og man kan i dag blandt andet gå på Boulebar i København, Stockholm, Göteborg og Malmø. Og nu altså også på Frederiksberg, hvor petanquekuglerne fremvoer vil blive kastet på Allégade.
Ifølge ejerne signalerer langsomme spil en livsstil med sofistikerede værdier.
”Den her type kulturel aktivitet, hvor man mødes på tværs af generationer, hilser på hinanden, spiller et sjovt spil petanque og får lidt mad og drinks, gjorde et stort indtryk på os. Vi vil gerne facilitere mere lokalt kvalitetssamvær mellem mennesker i Norden, inspireret af sydens petanque kultur. Alle er velkomne til at svinge forbi, hvad enten man er ude og lufte sin hund, blot vil sidde på bænk med et glas vin og observere, eller har lyst til et hyggeligt spil petanque med sine venner eller i en større gruppe,” siger Henrik Kruse, en af stifterne af Boulebar.
Det nye venue på Allegade, Frederiksberg har seks udendørsbaner og to indendørs, hvorfor teamet bag forventer at kunne facilitere en helt unik og intim oplevelse, som den de selv erfarede på interrailrejsen sydpå, da de fik ideen til konceptet.
”Alle venues er tilpasset de lokale miljøer, og det gælder også det nye venue, på Allégade, som både er autentisk over for petanque kulturen og den lokale ånd på Frederiksberg. Vi håber, at lokale vil bruge stedet til at hænge ud, vende verdenssituationen over pastis, apéritifs og et spil petanque, som mange danskere allerede kender fra sommerhuset eller måske fra et besøg på Boulebar i Nørregade,” siger Henrik.