Bryggeriet Alefarm Brewing har præsenteret et årsregnskabet for 2024, som viser en betydelig vækst i Danmark, specielt i de digitale kanaler, men også svigtende salg på eksportmarkederne.
Alefarm Brewing oplevede i 2024 en vækst på 13 procent sammenlignet med året før og nåede en omsætning på 9,9 millioner kroner. Væksten er opnået i et udfordrende marked, hvor bryggeriet har øget sine markedsandele, men samtidig har været påvirket af stigende produktionsomkostninger.
Eksportsalget har været en udfordring for bryggeriet, hvor hård priskonkurrence har ført til et fald på hele 38 procent, således at eksporten nu udgør under 10 procent af den samlede omsætning. Til gengæld har Alefarm Brewing haft stor succes på hjemmemarkedet, hvor omsætningen er steget med 23,5 procent. Særligt det digitale salg har vist markant vækst med en stigning på 78 procent, blandt andet drevet af deres abonnementsbaserede Øl-klub og en optimeret webshop.
Bryggeriet har også oplevet en stigende efterspørgsel på specialøl til virksomheder, der ønsker unikke etiketter til særlige begivenheder. Dette segment forventes at vokse yderligere i 2025.
På trods af den positive udvikling har uforudsete omkostninger, herunder nedbrud af produktionsudstyr og udgifter til en kapitalforhøjelse, påvirket indtjeningen negativt. Driftsresultatet (EBITDA), der viser selskabets resultat før renter, skat og afskrivninger, landede på -1,2 millioner kroner, en forbedring i forhold til -1,6 millioner kroner i 2023.
Alefarm Brewing vurderer, at en forbedret indtjening kræver en målrettet indsats i udvalgte salgskanaler, hvilket er en del af strategien for 2025.