En ny analyse fra Rambøll viser, at behovet for en udvidelse af Aarhus Havn er stigende og presserende, hvis havnen skal kunne følge med efterspørgslen i fremtiden.
Aarhus Havn er ved at vokse ud af sine egne rammer. Behovet for håndtering af godstransport er stigende, og det har fået havnen til at bede Rambøll om at foretage en analyse af behovet for kapacitet i fremtiden, ud fra tre scenarier.
Og hvad end fremtiden byder på høj, basis eller kun lav vækst, så er konklusionen klar; havnen bør udvides.
”Den nye analyse understreger grundlæggende, at behovet for en udvidelse er stort. Analysen peger mange år fremad og tager højde for konjunkturerne. Det er et vigtigt bidrag, når vi diskuterer etablering af Yderhavnen,” siger Thomas Haber Borch, CEO i Aarhus Havn.
Ude i verden er konkurrerende havne i gang med forberedelser på øgede godsmængder og har derfor igangsat udvidelser. Skal Aarhus Havn kunne følge med den udvikling, kræver det mere plads og større kapacitet, end det er tilfældet i dag.
Èn af grundene til, at havnen er ved at vokse ud af sine rammer, er den grønne omstilling, der vil give større behov for oplagring af eksempelvis grønne brændstoffer, der skal facilitere søfartens grønne omstilling. Denne omstilling vil typisk kræve mere plads, end det er tilfældet med de fossile brændstoffer, der bruges i dag.
”Flere af vores nuværende havnevirksomheder tester i øjeblikket grønne brændstoffer, og vi ved, at efterspørgslen vil stige markant de kommende år. Aarhus Havn har en helt unik mulighed for at gå forrest og drive den grønne omstilling fremad. Men det kræver mere plads til etablering af lager og anlæg til de grønne brændstoffer – og her er Yderhavnen helt afgørende,” siger Thomas Haber Borch.

