Textilia Aalborg er nomineret til CSR People Prize 2025 for deres sociale engagement i lokalområdet og deres målrettede indsats for at inkludere ledige fra kanten af arbejdsmarkedet. Prisen uddeles af videnshuset Cabi.
Textilia Aalborg er en af seks virksomheder, der er nomineret til CSR People Prize 2025 – en af Danmarks mest veletablerede priser for socialt ansvar.
Virksomheden er en del af Textilia Group A/S – tidligere De Forenede Dampvaskerier. Vaskeriet har mange ufaglærte opgaver, som giver gode muligheder for at rumme mennesker med meget forskellige forudsætninger.
I Aalborg holder virksomheden til i et område med en meget mangfoldig demografi. Afdelingschef Jeppe Lundø Tørning er selv opvokset i området. For ham er det vigtigt, at virksomheden forholder sig til sit lokalområde og tager et ekstra ansvar.
”Socialt ansvar er en naturlig del af vores DNA. Gennem diversitet og respekt for hinandens forskelligheder fordelt på over 20 nationaliteter skaber vi resultater – sammen. Vi har blandt andet medarbejdere med autisme, flygtningebaggrund, tidligere stof- eller alkoholmisbrug, samt tidligere straffede,” fortæller Jeppe Lundø Tørning, afdelingschef.
Går langt for sine medarbejderne
Textilia Aalborg har sjældent behov for selv at lave stillingsopslag, da der ofte kommer uopfordrede ansøgninger ind ad døren. Virksomheden har et godt ry i lokalområdet og i mange tilfælde ansættes der via mund-til-mund-anbefalinger.
Selvom virksomheden ikke pt. har udfordringer med at rekruttere medarbejdere, er de bevidste om, at det måske vil ændre sig. De er derfor meget engagerede i lokalsamfundet, besøger fx folkeskoler, laver virksomhedsbesøg og samarbejder blandt andre med Aalborg Kommune, organisationen High-Five, som hjælper tidligere straffede i job og uddannelse og små job med mening.
Hos Textila Aalborg oplever medarbejdere, der tidligere har været på kanten af både samfund og arbejdsmarked, at blive en del af et fællesskab med kolleger, der kærer sig om dem.
Jeppe Lundø Tørning fremhæver et eksempel med en ung mand, der blev ansat hos Textilia Aalborg gennem High-Five. Midt i ansættelsen fik han en dom i en tidligere sag og måtte afsone. Textilia Aalborg valgte dog at stå ved sit løfte og garanterede ham en ny chance. Da straffen var afsonet, blev han genansat med det samme.
”Vi ansætter ikke CV’er – vi ansætter mennesker. Grundlæggende handler det om at se menneskers potentiale i stedet for baggrund,” siger Jeppe Lundø Tørning.
En rollemodel for andre virksomheder
De nominerede er udvalgt af en bredt sammensat jury med stor indsigt i arbejdsmarkedet, erhvervslivet, forskning, kommunale beskæftigelsesindsatser og sociale investeringer.
Juryformand Mette Rønnau, direktør i Cabi, fremhæver Textilia Aalborg som en rollemodel:
”Textilia Aalborg har imponeret juryen med deres mange samarbejdspartnere, det høje engagement i lokalområdet og deres samarbejder med skoler. Det er en virksomhed, der virkelig formår at ansætte og fastholde mange forskellige grupper af medarbejdere. Det kræver noget af en virksomhed, men det viser sig også som en vej til at få nye medarbejdere, når behovet opstår.”
Juryen roser også virksomhedens evne til at afspejle det lokalsamfund, de er en del af:
”Textilia Aalborgs engagement i lokalsamfundet taler ind i en moderne investeringstankegang om, at virksomheder bør afspejle den befolkning, der er i lokalområdet. Det har givet virksomheden et godt ry, som samtidig er med til at forhindre rekrutteringsudfordringer. Det er unikt”
Textilia Aalborg er et stærkt eksempel på, hvordan man gennem samarbejder og lokalt engagement tiltrækker værdifuld arbejdskraft og undgår rekrutteringsudfordringer.

