Mangel på strategi og budgetter er et problem i mange danske ejerledede virksomheder. Det har potentiale til at føre til mange konkurser de kommende år.
De ejerledede virksomheder har været i vælten gennem de seneste år, hvor blandt andet arveafgiften har været til løbende debat. Men det er ikke den eneste udfordring, ejerlederne står over for i disse år.
Center for Ejerledede Virksomheder offentliggjorde sidste år en rapport, der fastslår, at 75 % af alle danske ejerledere ikke mestrer arbejdet med konkrete målsætninger eller at få omsat mål til konkrete handlinger. Det åbner for store udfordringer i en tid, hvor både inflation og materialemangel spiller en stor rolle i det daglige arbejde.
“Vores erfaring fra arbejdet med de ejerledere, vi møder i vores arbejde, viser at mere end halvdelen af dem hverken bruger strategi eller budgetter i den daglige drift. I stedet baseres forretningstiltag og økonomiske forventningerne på historik og erfaring,” siger Frank Jensen, adm. direktør hos M+A Virksomhedsbørsen, der arbejder med bl.a. værdiansættelser og vurdering af virksomhedens markedsværdi.
“Det er en farlig fremgangsmåde – ja faktisk lidt en bombe under mange ejerledede virksomheder, som i værste tilfælde kan føre til, at mange må dreje nøglen om,” fortsætter han, og fortæller derudover, at den globale recession, kan give alvorlige problemer i virksomhederne, hvor mange må sende medarbejderne hjem som følge af de høje energipriser.
Pressede ledere
Det manglende fokus på strategi viser ifølge Lars Frederiksen, der er professor i innovation, iværksætteri og strategi ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, en stor mangel på professionalisme i de ejerledede virskomheder.
“Det gælder både hos stifteren, i ledelseslagene og i den enkelte bestyrelse. Konkret handler det om manglende fokus på at sætte målepunkter op for, hvor virksomheden vil hen, og hvordan man måler det anderledes end bare på bundlinjen.”
Ser man på driften og forretningsudviklingen i virksomhederne, oplever man hos M+A Virksomhedsbørsen ofte særligt én grundlæggende årsag til udfordringerne.
“Mange ejerlederne er voldsomt pressede i hverdagen, og det kan være svært for dem eksempelvis, at finde tid til at lave et ordentligt budget. Desuden er der desværre mange, der slet ikke kan se relevansen af budgetteringen i forhold til virksomhedens strategiudvikling, bæredygtighed og i sidste ende værdi,” siger Frank Jensen.
Lars Frederiksen ser desuden den organisatoriske struktur som endnu en mulig medvirkende årsag.
“Noget tyder på, at der ofte er et fastlåst hierarki i de ejerledede virksomheder. Hvis eksempelvis mellemlederne ikke har mandat til at træffe og eksekvere på det operationelle niveau, får ejerlederen ganske enkelt ikke frigjort de nødvendige ressourcer til at arbejde med overordnede ledelseselementer som eksempelvis organisationsdesign, strategi og budgetter.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

