De seneste år har budt på solid vækst hos forsikringsselskabet HDI, der samtidig sætter mange kræfter ind på at styrke den interne kultur, og ikke mindst at spille en aktiv rolle i at uddanne den næste generation.
Langebrogade på Christianshavn i København er et historisk område midt i byen. Lige på den anden side af gaden ligger voldene, og rundt om hjørnet ligger Islands Brygge.
Her i gaden har HDI haft til huse, siden de tidligere på året voksede ud af deres hidtidige lokaler, der ikke længere kunne rumme den voksende virksomhed.
“Vi er vokset 25 % det seneste år, fra 33 til 44 medarbejdere, og det er vi virkelig godt tilfredse med. Vores omsætning er vokset endnu mere, så alle pilene peger i den rigtige retning i de her år,” siger Rasmus Toft Jørgensen, direktør i HDI, der er specialiseret i forsikringer til erhvervslivet.
Fokus på Norge
At det er gået stærkt for HDI det seneste år, ses også andre steder. For ud over væksten i medarbejdere og på omsætningen, bliver der pr. 1. januar allokeret én medarbejder, der to dage om ugen skal repræsentere HDI i Norge. Her bliver hovedfokus på professionel ansvarsforsikring, men derudover er intentionen, at medarbejderen skal repræsentere alle line of business.
“Vi skal udvide vores porteføljer på tværs af Skandinavien, og der er Norge en stor del af det samlede marked. Vi ankommer på markedet med en række forsikringer i baghånden; D&O, financial lines, professionel ansvarsforsikring, for at nævne et par stykker,” siger Rasmus Toft Jørgensen
HDI sender således en medarbejder til Norge et par dage om ugen, og dermed er man tilstede i mere end 175 lande, men selvom man allerede breder sig godt ud over verdenskortet, er det med spænding, at man har åbnet det nyeste skud på stammen.
“Det er super spændende, og noget vi har arbejdet meget længe på og set frem til. At være tilstede i et nyt land er altid ambitiøst, men jeg er sikker på, det bliver en succes.”
Jeg kan godt lide tanken om den gammeldags mesterlære, hvor man bliver oplært af de bedste og får skærpet sine færdigheder
Rasmus Toft Jørgensen, direktør i HDI.
Kultur følger mennesker
Selvom pilene peger i den rigtige retning, og HDI gennem de seneste år har vækstet markant på en lang række områder, så kæmper man med af de samme problemer, som mange andre virksomheder og brancher rundt om i landet.
“Vi kæmper også for at tiltrække nye medarbejdere, men jeg tror, at vores problem er mindre end mange andres. Som arbejdsplads er vi gode til at tiltrække kandidater, og jeg tror, at hænger sammen med, at man hos os for stort ansvar med det samme og bliver en vigtig del af virksomheden fra dag ét,” siger Rasmus Toft Jørgensen.
At HDI fortsat har en relativt lille organisation, gør, at hver ny medarbejder hurtigt bliver en meget vigtig brik i det samlede spil. Samtidig lægger man stor vægt på at nye medarbejdere skal formes til de jobs, de får.
“Førhen uddannede man mange unge mennesker direkte til branchen, men det gør man ikke mere. I dag er mange generalister, og mange virksomheder søger de samme type mennesker, og deraf opstår manglen på kandidater. Vi vil gerne tiltrække akademikere og forme dem til de jobs, de kommer til at bestride i fremtiden.”
Og netop succesen med at tiltrække de rigtige kandidater, viser for Rasmus Toft Jørgensen, at man er på rette spor i forhold til, hvordan man har indrettet sig som virksomhed og organisation.
“Kultur følger mennesker, og vi har en meget flad organisation her hos HDI, og det gør os attraktive for mange. Samtidig ved vi, at fortsætter vi med at vækste meget, så kan vi ikke fastholde samme flade organisation for evigt.”
Næste generation
Når man taler med Rasmus Toft Jørgensen, får man et meget klart indtryk af, at det er vigtigt for HDI at spille en stærk rolle i skabelsen af fremtidens arbejdskraft.
Og strategien om at tiltrække og udvikle talent handler ifølge ham først og fremmest om at tænke ud af de bokse, der er blevet skabt de seneste mange år. Derfor har man også indgået samarbejde med Foreningen af Erhvervsjurister, der hører under CBS, om at uddanne fremtidens arbejdskraft for bedst muligt at gøre virksomheden attraktiv for næste generation.
“Det handler ikke om bordfodbold og Fatboys, nej, det handler om kultur, værdier og om at skabe et rart miljø, der er rart at være i, men som selvfølgelig også er hårdt og konkurrencepræget,” siger Rasmus Toft Jørgensen.
Over for de yngre kandidater, der enten fortsat er under uddannelse eller kommer direkte fra skolen, er det afgørende, at de fra dag ét kan lære deres fag indefra.
“Jeg kan godt lide tanken om den gammeldags mesterlære, hvor man bliver oplært af de bedste og får skærpet sine færdigheder, og på den måde bliver specialiseret til det, man skal arbejde med i sit professionelle liv,” siger han.
Da han bliver bedt om at tage et kig i krystalkuglen for det kommende år, og hvor HDI i Danmark befinder sig på samme tidspunkt i 2023, behøver han ikke meget betænkningstid.
“Så er vi vokset endnu mere, både på stabssiden og på produktionssiden. Om et år har vi fået en ny HR-afdeling og vi har fået ansat en ny compliance manager. Vi skal vokse, men vi skal også selv kunne følge med. Og vi har det rigtige hold til at gøre det.”

