I Skuespilhusets smukke foyer var der dækket op til talks om arbejde som norm, identitetsskaber og grundpille i samfundet.
De omgivende rammer fejlede intet, da solen gjorde en sjælden gæsteoptræden og lyste fra en skyfri himmel over Københavns havn, hvor Skuespilhuset troner blot en spytklat fra Nyhavn og med udsigt til havnetaxaer og solnydende turister i dynejakker.
Så langt, så godt, tænkte denne skribent, da han trådte indenfor i foyeren, hvor lange rækker af stole stod klar til den menneskemængde, der inden længe fyldte samtlige pladser til arrangementet ‘En aften om arbejde’, der var sat i verden af vidensfestivalen GRASP og Det Kongelige Teater.
På scenen var DR’s Anna Lin vært for to talks, hvoraf den første og uden sammenligning mest interessante handlede om arbejdslivets fremtid, tendenser og nuværende udfordringer.
Til dette havde man sat debattør, feminist og foredragsholder, Emma Holten, stævne med arbejdsmarkedskommentator, Lawand Hiwa Namo, og DRs dygtige historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen.
Arbejde og ulykke
Denne type arrangementer med både vigtig og velmenende talk-slabberas lider ofte under deltagernes forskellige personlige dagsordener, der vanskeliggør en egentlig sammenhængende debat – og en lind strøm af uimodsagte påstande om dette og hint. Således også denne eftermiddag, da debatten gik i gang efter en udmærket historisk gennemgang fra Cecilie Nielsen om arbejdets oprindelse i menneskets historie.
Herfra gik det straks nedad bakke.
“Arbejdet er formet i mandens billede, dengang manden havde sin identitet som arbejder, der på fødegangen, når han blev far, delte et par cigarer ud, inden han tog i byen med drengene,” lød det, da ordet blev givet videre til Lawand Hiwa Namo, der hurtigt gik videre til at fortælle salen, at arbejdet slår kærligheden ihjel, er skyld i skilsmisser, og i det hele taget gør os ulykkelige som mennesker.
Den indre skeptiker må hos enhver, der værdsætter blot en flig af perspektiv, korse sig en smule ved den ganske endimensionelle og lettere studentikose fremstilling af arbejdslivet og den verden, vi lever i, og verden, som den var før vores tid. Man savnede i denne fortælling som minimum en kilde på udtalelserne, eller blot en kort sætning om Namos ekspertise ud i baggrunden for skilsmisser, ulykke og fortabt kærlighed. Det blev os denne eftermiddag ikke forundt.
Men som det ofte er med talks ala denne, så må vi som tilhørere enten håbe, at postulaterne passer ind i vores verdensbillede – eller lade det fare.
Kort efter kom Namo også på banen en påstand om, at nutidens arbejdende menneske må pukle sig gennem arbejdsliv og karriere under blot én overenskomst, skønt enhver ved en simpel google-søgning kan erfare, at der findes mere end 600 overenskomster alene på det private arbejdsmarked, og at disse kan skifte i takt med, at individet skulle få den tanke at skifte job og branche.
Økonomiske valg
Mere interessant blev det dog, da der senere kom en reel debat om de udfordringer, som måden, vi anskuer økonomi på, giver for os som mennesker.
Ifølge Emma Holten måler økonomer og økonomiske regneark ikke værdien af alt det, der giver et menneskeliv værd; såsom kærligheden, fællesskabet og livets store og små passioner. Samtidig beskrev hun, at skønt det danske BNP er næsten fire-doblet siden 1960’erne, er den generelle trivsel styrtdykket i takt med, at vi som land og borgere er blevet mere velstående.
“Vi kæmper i dag for at tjene penge, men vi overser og negligerer at nyde det, der må være formålet med at tjene pengene i første omgang,” sagde Emma Holten.
Ifølge Lawand Hiwa Namo viser danskernes handlinger, når de bliver stillet overfor valget mellem økonomisk gevinst og mere fritid, at vi ofte prioritere stik imod ønsket om mere fritid.
“Giver man os valget mellem at få penge udbetalt eller få pengene som fridage, så vælger langt de fleste at få dem udbetalt nu og her. På den måde går vi imod vores eget ønske om at arbejde mindre og blive mindre drevet af økonomisk vinding. Det er lidt det samme som forholdet til fagbevægelsen, for vi ønsker fællesskab og en stærk fagbevægelse, men vi gider ikke selv være en del af det,” sagde han.
Både Namo og Holten var dog enige om, at danskernes drømme om reformer og viljen til egentlige kampe om eksempelvis en ottende ferieuge, i dag er stort set forsvundet ud af tidsånden.
“Men jeg er optimist,” afsluttede Emma Holten. “Det vil dog kræve stor kollektiv aktivisering og en forståelse for, at aktivisme ikke bare er have holdninger på Instagram, og så skal vi væk fra tanken om, at kun den kreative klasse elsker deres arbejde, mens alle andre er fanget i hamsterhjulet.”