Trods uro i Mellemøsten og stigende energipriser, så stiger erhvervstilliden. Men analyse fra SMVdanmark viser, at tendensen dækker over forskelle mellem brancher og virksomhedsstørrelser: Store virksomheder især i industrien trækker op, mens SMV’erne går tilbage. Og byggeriet forventer nu et markant tilbageslag, hvor især de store aktører oplever det største fald i erhvervstilliden i to år.
Mens forbrugernes humør i april er faldet, er erhvervslivets til gengæld opadgående. På trods af krigen i Mellemøsten og en tiltagende energikrise ser erhvervslivet mere positivt på fremtiden i april end i marts.
Udviklingen dækker over, at de store virksomheder – anført af industrien – oplever en kraftig stigende erhvervstillid, men at SMV’erne samlet set forventer tilbagegang.
Erhvervstillidsindikatoren for store virksomheder er steget fra 98,6 i marts til 100,4 i april, mens den for SMV’erne er faldet fra 97,2 i marts til 96,8 i april. Det skal sammenholdes med et gennemsnit på 100 for perioden 2015-2024.
Det viser nye tal fra SMVdanmarks faste, månedlige konjunkturbarometer, som måler humøret hos dansk erhvervsliv på tværs af brancher og virksomhedstørrelse.
Cheføkonom Thomas Gress siger:
”Forbrugerne udviser nu en større forsigtighed end erhvervslivet. Jeg tror, at forbrugerne har ret. Erhvervslivet undervurderer efter min mening de langsigtede økonomiske konsekvenser af det, som foregår i Mellemøsten, og den påvirkning, det vil få på dansk økonomi.”
Stor tilbagegang i byggeriet
Til gengæld oplever store virksomheder inden for byggeriet det største fald i erhvervstilliden siden april 2023, hvor energi- og inflationskrisen ovenpå Ukraine-krigen og Coronapandemien hærgede. Erhvervstilliden er for store byggevirksomheder faldet fra 96,9 i marts til 89,1 i april. Erhverstilliden for SMV’er i byggeriet er faldet fra 94,3 i marts til 93,0 i april.
Det gør, at selvom vi kigger ind i sommerhalvåret, forventer både store og små byggerivirksomheder faldende omsætning og beskæftigelse.
Cheføkonom Thomas Gress forklarer:
”Det giver god mening, at det især er større virksomheder inden for byggeriet, der nedjusterer forventningerne til fremtiden, da de i højere grad afsætter ressourcer til at overvåge markedsudviklingen. Her kan mange se, at energikrisen som følge af krigen i Iran får vidtrækkende konsekvenser for priserne på og tilgængeligheden af byggematerialer.”
Byggeriet er den mest konjunkturfølsomme branche. I kølvandet på Corona-pandemien og energikrisen i 2022 var det især byggeriet, som var ramt af mangel på materialer og udstyr.
I april 2026 er det 13 pct. af store virksomheder inden for byggeriet, som oplever mangel på materialer og udstyr som en produktionsbegrænsning. Det er en stigning fra 2 pct. i marts. Normalt er det under 1 pct. af store byggevirksomheder, som oplever mangel på materialer. Det er den største stigning siden april 2022.

