For kun 2. gang i E-handelsanalysens historie er der nu et flertal af forbrugere, som forventer at skrue ned for forbruget online. Det er mere dårligt nyt for netbutikkerne i tider, der i forvejen er skuffende.
Omsætningen i de danske netbutikker har været til den lave side gennem det meste af 2023, og dette har bl.a. skyldtes danskerne manglende købelyst som følge af økonomisk usikre tider.
Men nu er der ifølge tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse flere problemer i vente for den danske e-handel, da et lille flertal af danskerne forventer at skrue ned for forbruget online i fremtiden. Faktisk forventer 13 procent at handle mindre eller meget mindre online.
”Det er helt klart en udvikling, man skal holde øje med, for det er kun 2. gang i E-handelsanalysens mangeårige historie, at det sker. Det er da bekymrende og ikke lige det, som netbutikkerne har brug for at høre,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
Det er ellers under en måned siden, at E-handelsanalysen viste, at danskerne generelt set ville skrue op for online forbruget, men nu ser den kurve altså ud til at være knækket.
For de danske netbutikker, der i forvejen har kæmpet med dalende omsætning og stigende omkostninger, er de nye tal yderligere dårligt nyt i en tid, hvor de ellers har brug for gode nyheder.
”Jeg havde egentlig troet på, at vi ville se bedring efter sommeren, som omsætningsmæssigt var nogenlunde, men alle vores tal efter sommeren har faktisk vist, at forbrugerne skruer ned. Derfor er de lave forventninger trods alt ikke overraskende, men det gør det jo ikke mindre ondt af hos netbutikkerne,” siger Niels Ralund.