Efter lang tid med stor mangel på arbejdskraft for hoteller og restauranter, ser kurven nu ud til at være knækket.
Der var 137.202 ansatte i hotel- og restauranterhvervet i juni i år, viser nye tal fra Horesta.
Tallet er ny rekord, og tallet er faktisk omkring 12.000 højere end juni i 2019. Svarende til en generel stigning i antallet af ansatte på 10 %.
”Hotel- og restauranterhvervet er et af de erhverv, der har haft den største omsætningsvækst siden tiden før corona. Denne vækst afspejler sig selvfølgelig også i antallet af beskæftigede i erhvervet. Særligt i det arbejdskrafttunge restauranterhverv”, siger HORESTAs adm. direktør, Jannick Nytoft.
Alene fra maj til juni blev der ansat 4.000 flere medarbejdere i erhvervet, men selvom de nye tal er imponerende, så mener man hos Horesta, at der fortsat mangler mellem 5.000 og 6.000 medarbejdere i branchen på landsplan.
For Jannick Nytoft er de nye tal en klar tilbagevisning af påstanden om, at hotel- og restauranterhvervet ikke er en attraktiv arbejdsplads, og at kandidaterne derfor søger andre steder hen.
”Manglen på arbejdskraft har kostet millioner af kroner i omsætning siden genåbningen, og problemet er ikke løst endnu. Langtfra. Men rekordbeskæftigelsen dokumenterer, at rigtig mange søger i retning af vores erhverv. Uanset om de har dansk eller international baggrund. Det er særdeles positivt”, siger Jannick Nytoft.