Der skiftes ud på direktørgangen i Dagrofa Foodservice, hvor der er blevet ansat ny kommerciel direktør i form af Jacob Bangsted, der kommer fra en stilling i Deloitte.
Jacob Bangsted er navnet, der i fremtiden skal stå på skiltet ved den kommercielle direktørs kontor i Dagrofa Foodservice.
Efter fem år hos Deloitte, og inden da en årrække som indkøbs- & supply chain direktør i Compass Group Danmark, skifter han pr. 1. november til Dagrofa.
“Det, der særligt tiltaler mig ved Dagrofa Foodservice, er, at der er en klar og ambitiøs strategi for at virksomheden i de kommende år skal vækste. Den udvikling vil jeg gerne være en del af. Min første prioritet er selvfølgelig, at jeg skal tilegne mig endnu større viden om Dagrofa Foodservice og om, hvordan vi kan blive endnu bedre i samspillet med kunder og leverandører. Jeg ser meget frem til at starte og til at vende tilbage til en spændende branche, som jeg har kendskab til fra tidligere,” siger han om sin ansættelse.
Som kommerciel direktør får han ansvar bl.a. ansvar for kategori, sortiment, disponering og prisprogram.
Jacob Bangsted kommer med relevant erfaring i bagagen, og det er noget, som glæder Niels Miles Frandsen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.
“Jacob Bangsted er en virkelig stærk profil, som jeg er glad for, at vi er lykkedes med at ansætte. Han har et stort kendskab til mulighederne og udfordringerne på foodservicemarkedet. Det skyldes ikke mindst, at han har en god forståelse for værdikæderne.”

