Brødrene Nam og Dan Dinh fra Odense har skabt en millionforretning hjemme fra forældrenes stue, hvorfra de sælger sneakers til hele landet. Nu satser de alt på deres forretningside.
“Vi har solgt mere end 2.000 sneakers i Danmark. Det var særligt i forbindelse med Black Friday, at vi oplevede stor succes. Alene d. 26. november omsatte vi for knap 300.000 kr. Det er alligevel en sjat for en almindelig gymnasieelev som mig selv”, siger Nam Dinh, den ene af de to brødre bag Sneakerzone.
Forretningen har kun knap to år på bagen, og holder stadig hovedsageligt til i forældrenes lejlighed, hvor der er i stuen er stablet skoæsker fra gulv til loft. Men de små forhold til trods, omsatte Sneakerzone allerede i 2021 for 3,9 millioner kroner.
“Vores forretning har i den grad taget fart, og målet for 2022 er at fordoble salget. I månederne januar-april har vi allerede omsat for 2.000.000 kr. i bruttosalg. Det er fire gange så meget som samme periode sidste år – hvilket er ret vildt, synes vi.”
Mål for fremtiden
Efter gennem noget tid at have solgt sneakers rent privat, og som følge af coronaens indtog i Danmark og de medfølgende nedlukninger af skoler og gymnasier, voksede muligheden for at satse mere på forretningen. Med lukkede skobutikker landet over rykkede handlen af sko og sneakers fuldt og helt over på nettet.
“Jeg brugte SU’en på at investere i nyere og federe produkter til sortimentet, hvilket helt klart har været en drivende faktor bag den succes, vi lige nu oplever”, forklarer den 18-årige gymnasieelev, som forventer at blive student til sommer.
Og målene for 2022 er klare, hvor Sneakerzone forventer at omsætte for omkring 8 millioner kr.
“2022 bliver året, hvor vi forhåbentligt endelig kan komme ud af vores forældres stue og købe et rigtigt lager til opbevaring af vores produkter. Samtidig håber vi også på at kunne udbetale løn til os selv. Indtil nu har al profit gået direkte til videreudvikling af forretningen.”

