Statens finansieringsfond, Vækstfonden, offentliggjorde fredag årsregnskabet for 2021 med et historisk godt resultat på 4,2 mia. kr. På Sjælland er der også tale om er rekordår: I 2021 har hele 105 virksomheder modtaget finansiering.
Siden 1992 har Vækstfonden understøttet samfundsafkast og innovation ved at bidrage med risikovillig kapital i hele Danmark. Fredag blev årsresultatet offentliggjort, og den indeholdt også gode nyheder for sjællandsk erhvervsliv, hvor 105 sjællandske virksomheder i løbet af 2021 harmodtaget finansiering fra Vækstfonden. Det er en stigning på 7% i forhold til året før og en rekord i Vækstfondens historie.
Samtidig blev 3.500 nye sjællandske virksomheder stiftet i 2021, så det er en rigtig god udvikling for regionen, lyder det fra Jonas Kristiansen, direktør for Vækstfondens aktiviteter i Region Sjælland:
”Sjællandske virksomheder buldrer frem. Vores høje investeringsaktivitet på Sjælland, og de mange nystartede virksomheder, er en helt fantastisk udvikling for regionen, som vi alle kan være stolte af.”
Vækstfonden har sjællandskontor i Sorø og har i 2021 også etableret kontor i Nykøbing Falster for at sikre en bredere tilstedeværelse i regionen.
Virksomheden Fra Fejø eksempel på vækststøtte
Direktør for Vækstfondens aktiviteter i Region Sjælland Jonas Kristiansen peger på virksomheden ‘Fra Fejø’, som en af de 105 virksomheder, der modtog finansiering fra Vækstfonden i 2021.
Founder og CEO Thomas Hermansen blev som nybagt far overrasket over, at der ikke fandtes noget danskproduceret babymad med danske råvarer på markedet. Derfor besluttede han at lave det selv, og med en familiær relation til Fejø faldt det ham naturligt, at frugten derfra skulle være fundamentet for virksomheden Fra Fejø.
”De virksomhedsprojekter, Vækstfonden udvælger, skal sætte ting i gang og mennesker i arbejde, og gennem sparring og medfinansiering kan vi bidrage til at realisere vækstpotentialet i hele vores region – som altså vokser sig større for hvert år, der går,” siger Jonas Kristiansen.
Med finansiering fra Vækstfonden sender virksomheden i dag frugt i form af mange forskellige produkter fra Fejø til hele Danmark.
Branchefordelingen af Vækstfondens finansieringer på Sjælland viser, at det er handel og transport, der løber forrest i Region Sjælland.
- 31 virksomheder har modtaget kapital.
- Herefter kommer branchen inden for industri, råstoffer og forsyning med finansiering af 15 virksomheder.
- Og på tredjepladsen kommer landbrug, skovbrug og fiskeri med 13 virksomheder.