Lederens trivsel spiller en meget vigtig rolle for vores arbejdspladser og organisationer, viser en ny rapport fra Aalborg Universitet. Ikke desto mindre taler vi ofte for lidt om netop lederens trivsel, mener ekspert.
Ledelse, god ledelse og dårlig ledelse fylder meget i vores bevidsthed, og i spalterne på vores nyhedssider og dagblade.
For ledelse er et af tidens vigtige emner, men ikke desto mindre er der ofte meget lidt fokus på lederens daglige trivsel med sine opgaver. Det kan man blandt andet læse om i bogen ‘Hvem passer på chefen’, der er skrevet af erhvervspsykologerne Louise Dinesen og Lill Palmblad.
“Mistrives lederen, er der større chance for, at medarbejderne også vil mistrives. Den slags koster på produktiviteten og arbejdsglæden. Så der er gode grunde til at sætte ledertrivsel i fokus,” sagde Lill Palmblad sidste år i podcasten Kapitlet.
En fødselshjælper
Den første nogensinde kortlægning af lederes trivsel viser, at både organisationens resultater, ledelseskvalitet, ledernes tilknytning til arbejdspladsen og medarbejdernes trivsel er direkte påvirket af ledernes egen trivsel.
“Skal man sige det helt kort, viser forskningen, at ledere i trivsel er bedre ledere. Det er et vigtigt og grundlæggende budskab, der har konsekvenser for, hvad vi forstår som professionel ledelse. Vores analyse viser nemlig også, at arbejdet med lederes trivsel skal forankres i en stærk organisatorisk ramme for at slå igennem. Det er ikke et spørgsmål, man kan overlade til den enkelte leder at sætte på dagsordenen,” siger Jan Heiberg Johansen, lektor på Aalborg Universitet.
Spørger man Pernille Erichsen, underdirektør i Dansk Industri (DI) med ansvar for Ledelsesudvikling, er der da også alt for lidt fokus på god ledelse, og hvorfor den gode ledelse er så vigtig for vores virksomheder og organisationer.
“For mig handler god ledelse om at være en slags fødselshjælper, hvor man som leder skaber de bedste betingelser for andre mennesker, så de kan løse deres opgaver, være gode kollegaer og ikke mindst give dem troen på, at de kan udrette meget mere, end de måske selv tror, de kan,” siger hun i en artikel til DI.
Mere stressede
Ifølge undersøgelsen fra Aalborg Universitet spiller lederens trivsel en stor rolle for flere områder af organisationen, herunder resultater, ledelseskvalitet, medarbejdernes trivsel og ikke mindst lederens tilknytning til arbejdspladsen.
“Det er relevant at kende denne forskningsmæssige viden om lederes trivsel, når den enkelte organisation vil sætter interventioner i gang for et bedre psykisk arbejdsmiljø for ledere. Ellers risikerer man at intervenere i blinde og ikke opnå de ønskede resultater. Ledere har på linje med alle andre medarbejdere ret til et sundt og sikkert arbejdsliv,” siger Jan Heiberg Johansen.
En analyse fra DI og Ennova viste tidligere i januar, at ledere på alle niveauer i vores organisationer, er mere stressede end andre medarbejdere.
“Det er måske ikke så overraskende. Men det er bemærkelsesværdigt i den forbindelse, at stressen ikke nødvendigvis er forbundet med travlhed. Mange ledere kan have mange bolde at jonglere med, men så længe de ikke frygter at tabe boldene, føler de sig ikke stressede. Så det er nok i højere grad frygten for ikke at slå til, der skaber stressen,” siger Pernille Erichsen.
Lill Palmblad forklarer også, at vores opfattelse af lederen som en person, der ikke behøver støtte i det daglige og kan klare det meste, hindrer det nødvendige fokus på lederes trivsel.
“Det er ikke fordi, at der ikke er nogen, der gerne vil passe på lederne, men vi er simpelthen ikke vant til at tænke på ledere som nogen, der skal passes på. Vi er vant til at se lederen som den, der skal passe på os andre.”