Der er sagt mangt og meget om det amerikanske valg, og det potentielle indflydelse på Danmark og dansk erhvervsliv – men hvad bliver realiteterne?
Stemmerne er ved at være talt over Over There, og Donald Trump bliver endnu engang USAs præsident, og med den sejr kommer går danske virksomheder og det danske erhvervsliv potentielt ind i en tid, hvor ingen helt ved, hvad der kommer til at ske.
Dansk eksport og investeringer i USA stiger kraftigt i disse år, og ifølge Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, kan det ramme os hårdt, hvis Trump indfører sine bebudede toldsatser. Handelskrig rammer en lille eksportøkonomi som den danske hårdt.
“Trumps trusler om at indføre told på udenlandske varer er bekymrende, for det risikerer at starte en handelskrig. I en handelskrig er alle tabere – men en lille eksportøkonomi som den danske taber ekstra stort. Mange danske virksomheder skal for fortsat at kunne konkurrere overveje hurtigt at opsætte eller opskalere produktion i USA – Trumps kommende told-stigninger tvinger dem til det,” siger han.
I transportsektoren står man også overfor potentielt nye vinde, som man på den ene eller anden måde skal indstille sig på. Erik Østergaard er adm. direktør i DTL-Danske Vognmænd, og mener, at disse nye vinde alt andet lige vil ramme vognmænd her til lands.
“Man kan sige, at vognmændene typisk befinder sig i hver ende af forsyningskæderne. Så transport er enten til eller fra en havn, en godsterminal, virksomhed eller noget tredje,” skriver han i et opslag på Linkedin.
Samtidig ser han særligt to områder, hvor valget af Donald Trump kommer til at spille ind på vognmændene og dansk erhvervslivs hverdag.
“Hvad er det for en handelspolitik, en ny præsident kommer til at føre. Og så er der den geopolitiske situation, og hvordan konflikter rundt i verden der har indflydelse på verdenshandelen og forsyningskæderne kommer til at blive påvirket af den kommende præsident.”
I Dansk Industri er Lars Sandahl Sørensen ikke i tvivl om, at han dog overordnet er fortrøstningsfuld på dansk erhvervslivs vegne. For Trumps sejr giver med erhvervslivets briller både muligheder og udfordringer.
“Trump har stillet skattelettelser og afbureaukratisering i udsigt, hvilket kan bidrage til økonomisk vækst, der gavner danske eksportvirksomheder. Til gengæld har han intentioner om, at USA skal vende tilbage til de fossile energikilder, hvilket modsat kan ramme grønne, danske virksomheder. Vi kan og skal holde fast i den grønne eksport til USA. Det er min overbevisning, at den grønne omstilling i USA vil fortsætte i de enkelte stater. I øvrigt vil USA fortsat være det vigtigste marked for danske sundhedsvirksomheder”