Et stigende antal kvinder får kosmetiske behandlinger mod kropshår, rynker og hudproblemer. I krisetider er der ifølge adfærdspsykolog bedre tid, og trods færre penge bliver selvplejen prioriteret.
Der tales og skrives meget om mennesker, der må spare på pengene i disse tider med stigende inflation og energipriser. Men samtidig oplever man på mange af landets kosmetiske klinikker, at kunderne bliver stadigt flere, selvom tiderne er svære.
Cosmo Laser, der har afdelinger over hele landet, udførte i september 41 % flere kosmetiske behandlinger sammenlignet med samme måned sidste år. Særligt permanent hårfjerning trender i øjeblikket med en stigning på 71 %, mens der blev foretaget 38 % flere af de rynkereducerende behandlinger med botox og filler og 18 % flere behandlinger mod pigment- og solskader.
Udviklingen kommer ikke bag på adfærdspsykolog, Annemette Staal.
“Tid er en mangelvare i dag, men i krisetider, hvor vi typisk skruer ned for eksempelvis rejser og koncerter, vender vi blikket indad og prioriterer i højere grad at bruge tid på os selv. I usikre tider forsøger vi også at opnå kontrol med dét, vi kan – for eksempel vores kroppe gennem skønhedsbehandlinger.”
Kosmetiske klinikker breder sig i Danmark og bliver i stigende grad professionaliseret, men man bør vælge sit behandlingssted med omhu. Det påpeger Sarah Crone, der ud over at være medejer af Cosmo Laser er formand for Brancheforeningen for Kosmetiske sundhedsautoriserede klinikker.
“Branchen er nået langt siden 00’ernes håndholdte amatørudstyr, men patientsikkerheden og behandlingsudbyttet varierer fra klinik til klinik. Prisen, som klinikker betaler for laserudstyr, kan spænde helt fra 150.000 kroner til halvanden million.”
Hun fortæller samtidig, at man kun bør lade sig behandle af behandlere og klinikker, der er registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed .

