1. oktober tiltræder Tommy Bysted som ny CEO for GTS-instituttet FORCE Technology. Han kommer fra en stilling som Senior Vice President i Kamstrup A/S.
FORCE Technology får 1. oktober ny CEO, når Tommy Bysted tiltræder efter en karriere med ledende poster i danske teknologivirksomheder som FOSS, Radiometer Medical, Teledyne RESON og senest som teknologidirektør hos Kamstrup. Hans kombinerede kommercielle og tekniske baggrund skal medvirke til at forløse et endnu større potentiale i GTS-instituttet.
”Tommy Bysted kommer til FORCE Technology med den rette kombination af viden om vores kunder og fagligheder, samt synlige resultater fra sit arbejde med dygtige videnmedarbejdere, skabelse af fælles kultur og forandringsledelse. Det er vigtige kompetencer i rollen som CEO for FORCE Technology,” sigrer bestyrelsesformand Jesper Haugaard.
Med mere end 7.000 kunder årligt servicerer FORCE Technology som GTS-institut størstedelen af dansk industri inden for risikominimering og anvendelse af teknologi bl.a. baseret på test, inspektion og rådgivning. Det seneste år har virksomheden øget sin omsætning, kundeantal og forskning- og udviklingsindsats – og har en særlig rolle i at sikre en grøn og digital omstilling inden for bl.a. vindenergi, Power-to-X, CCUS og life science.
”FORCE Technology har som industriens GTS-institut hjulpet med teknologiske transformationer siden 1940 og spiller således en helt central rolle for innovationsevnen i dansk erhvervsliv og samfund. I en verden præget af store teknologiske muligheder, men også udfordringer, skal vi fortsat være de dygtigste i vores felt med fokus på at gøre vores kunder teknologiledende, konkurrencedygtige og modstandsdygtige,” siger Tommy Bysted.