Selvom omsætningen gennem hele året var svingende, så endte netbutikkerne i 2023 med at omsætte for ca. det samme som i 2022. Udgifterne bragede derimod i vejret.
Gennem det meste af det nu hedengangne 2023 var det lidt af en rutchebanetur at drive netbutik her til lands.
Forbrugerne sad i store dele af året godt og grundigt på pengepungen, og omsætningen var flere gange dalende, men frygt for fremtiden som konsekvens. Samtidig blev udgifter til alt fra energi til fragt sendt i vejret, og det satte alt i alt mange netbutikker i en svær situation.
”Hvis vi tager forbehold for den statistiske usikkerhed, så ligger omsætningen på knap indeks 100. Det er godkendt, men så heller ikke mere, og det står i skærende kontrast til de vækstrater, vi så både før og under coronakrisen,” siger E-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund, der også understreger, at langt fra alle har oplevet lav omsætning i 2023 – for nogle har det været stik modsat.
Et andet sted, hvor udgifterne er skudt i vejret i 2023, er på netbutikkernes marketing, og indekstal fra Web2media viser, at konverteringsraten og ROAS (Return On Ad Spend) på den betalte trafik også er steget i 2023.
“Med stigende CPM, men også ROAS, fra 2022 til 2023, har de, der tilpassede annoncebudgetterne, vundet i kampen om synlighed og omsætning. Mod og fleksibilitet i annonceinvesteringerne har kunnet betale sig, mens dem, der fastholdt budgettet fra 2022, ikke har udnyttet det fulde potentiale,” siger Louise Broe Sørensen, Head of Insights & Intelligence hos web2media.
Spørger man Niels Ralund, forudser han, at e-handlen i det store hele er på vej mod bedre tider for netbutikkerne og forbrugernes købelyst, men han er dog tilbageholdene med at være alt for optimistisk.
”Der er selvfølgelig lige kommet en joker med fragtpriserne, men det tyder på, at inflationen har toppet, og at renterne i hvert fald ikke vil stige mere. Det kan forhåbentligt være med til at banke noget tillid og købelyst tilbage i forbrugerne.”