Center for Cybersikkerhed er netop udkommet med rapporten “Cybertruslen mod Danmark” og den viser tydeligt, at danske virksomheder skal tage sig i akt for cyberkriminelle.
Vi har talt om det længe; truslen fra cyberkriminelle mod danske virksomheder, og hvordan disse kriminelle på den ene og anden måde forsøger at omgås virksomhedernes det bolværk, der er sat om for at holde netop dem ude.
Og det lykkedes desværre de kriminelle nu og da, og læser man i “Cybertruslen mod Danmark“, en rapport netop udgivet er Center for Cybersikkerhed, får man det da også sort på hvidt, at truslen mod danske virksomheder er “meget høj”.
Således steg antallet af anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet i 2023 med 30 procent, og endte på i alt 35.254 anmeldelser. Denne type kriminalitet indbefatter bl.a. Business E-mail Comp- romise-svindel (BEC-svindel), misbrug af kortoplysninger, ransomware, masseafpresning og samhandelsbedrageri, hvor køber overfører penge for en vare, som aldrig bliver afsendt.
Samtidig beriger de kriminelle sig bl.a. ved salg af data og systemadgange samt ved at svindle deres ofre til at overføre penge til dem.
Ifølge Thomas Flarup, direktør for Center for Cybersikkerhed, skyldes det høje trusselsniveau især den geopolitiske situation i Europa, ikke mindst som følge af Ruslands aggression mod Ukraine.
“Hackernes metoder udvikler sig hele tiden – dvs. vi står over for en omskiftelig trussel, og det kalder på agtpågivenhed. Rusland udviser større risikovillighed ift. at udfordre NATO-landene i form af sabotage, påvirkningskampagner og cyberangreb – vi vurderer, at dette også kan inkludere destruktive cyberangreb,” skriver han på LinkedIn.
De såkaldt destruktive angreb refererer til cyberangreb, hvor den forventede effekt er eks. ødelæggelse eller forandring af informationer, data eller software, så de ikke kan anvendes uden væsentlig genopretning. De gæler også over angreb, der kan føre til dødsfald, personskade eller betydelig skade på fysiske objekter.
“Det er ikke sådan, at jeg forventer at se destruktive cyberangreb med meget alvorlige konsekvenser lige her og nu. Men vi må ikke blive fartblinde i en verden, hvor trusselsbilledet længe har været – og fortsat vil være – noget dystert. Truslen er alvorlig. Vi skal derfor sikre den nødvendige robusthed i vores digitale infrastruktur, så døren ikke står på klem for de opportunistiske angreb,” skriver Thomas Flarup.
Ifølge rapporten er trusselbilledet fra et destruktivt angreb hævet fra “lav” til “middel”