Den stærkt voksende danske udbyder af e-procurement-løsninger, Intellis, styrker nu ejerkredsen med investor og softwareudvikler Lars Sneftrup Pedersen – og sætter samtidig turbo på udviklingen af kerneprodukt og kundeoplevelse.
Softwarevirksomheden Intellis har udvidet ejerkredsen med Lars Sneftrup Pedersen, direktør for Admin By Request, som skal styrke udviklingen af virksomhedens kerneprodukt. Lars Sneftrup Pedersen bringer mange års erfaring med softwareudvikling og har tidligere opnået stor succes med egenudviklede softwareprodukter.
“Intellis er på relativt kort tid vokset voldsomt og blevet en markant spiller på markedet for e-procurement, og vores højeste prioritet er nu at fortsætte denne vækst uden at gå på kompromis med kvaliteten af vores produkter og ydelser. Vi ønsker ganske enkelt at vores kunder er de mest tilfredse på markedet, og med dén målsætning er det essentielt, at vi har kunne tiltrække en profil som Lars Sneftrup Pedersen,” siger COO og Co-Founder, Stig Larsen.
Lars Sneftrup Pedersen ser også potentiale i samarbejdet.
“Intellis er en dynamisk og progressiv virksomhed med et stærkt produkt, en fantastisk energi og nogle spændende visioner. Jeg ser et stort fremtidspotentiale, som jeg håber at kunne være med til at realisere ved at bidrage med min viden og erfaring. Dette vil ske sideløbende med mit fortsatte primære arbejde med Admin By Request.”
Denne udvidelse sker i forlængelse af, at Formel 1-kører Kevin Magnussen tidligere er indtrådt i ejerkredsen. Hvor Magnussen har hjulpet med synlighed og kunderelationer, skal Lars Sneftrup Pedersen fokusere på at optimere og udvikle Intellis’ software yderligere.